Danmark rummer fortsat flere gifte par end for 10 år siden. Vielserne går frem, mens skilsmisserne går tilbage.
Af Nicklas Zittlau Halvarsson & Jeppe Peschardt Assenholt
‘Alle bliver skilt nu om dage’. Ja, du kender måske udtrykket, men sådan forholder det sig slet ikke. Faktisk er skilsmisserne de seneste ti år i faldet hele 36 procent. Det viser tal for Danmarks statistik, efter 2023 er blevet opgjort.
Kilde: Danmarks Statistik / BEV3C
En af grundene til, at vi i Danmark ser en udvikling, hvor skilsmisser bliver mindre hyppige, kan måske findes i vores villighed til at gå i parterapi. Mattias Stølen Due er direktør og autoriseret psykolog ved Center For Familieudvikling, og han kan nikke genkendende til en stigning opsøgning af hjælp.
“Vi kan se en stigning i søgninger på vores parkursus og parterapi, derudover ved jeg, at mange af mine kollegaer har helt fyldte kalendere. Det kan være et udtryk for, at det er blevet mindre tabuiseret at gøre noget ved sit parforhold eller ægteskab,” siger han.
Udover en aftabuisering, så kan den stigende interesse i terapi ifølge Mattias Søle Due også findes i måden, vi ser vores forhold.
“Så er det vores oplevelse her på Center for Familieudvikling, at der igennem de sidste 10 år er sket en øget opmærksomhed på betydningen af relationer. Vi har igennem lang tid været optaget af selvudvikling, men vi er gradvist blevet mere opmærksomme på at gode relationer kan være vejen til bedre individuel trivsel,” forklarer han.
Det er altså gået op for os, at gode og nære relationer er en central del for, at vi skal trives og have det godt. Tea Trillegaard er lektor i udviklingspsykologi på Aarhus universitet og forsker i forebyggende terapi.
I et interview til Zetland forklarer hun, hvad hun tror, der ligger til grund for den udvikling. Idealet om kernefamilien køber hun ikke.
“Nej, jeg tror bestemt ikke, at parrene kæmper for kernefamilien som et ideal. Jeg tror simpelthen, de kæmper for deres egen trivsel og kontakt til den, der står dem allernærmest. Om man trives i parforholdet eller ej, er afgørende for ens eget velbefindende, og i dag er langt de fleste klar over, at parforholdet eller ægteskabet ikke bare er en lukket aftale, der fortsætter livet ud. Vi har selv ansvaret for at pleje vores nære relationer, for samfundet eller normerne holder ikke længere sammen på det for os. Pagten kan brydes til enhver tid.”
Tea Trillegaard kan derfor også se, at vi er blevet bedre til at finde personlig trivsel i vores parforhold.
Vielser går frem
Mens skilsmisserne aftager, er der fremgang i vielserne. 15 procent flere vielser i 2023, og korrigerer man for befolkningsvæksten, er der stadig fremgang. Otte procent flere får en ring på fingeren.
Og her er der en logisk grund til, at fremgangen ses, hvis man spørger præst Leise Christensen.
“De kirkelige vielser udgør jo efterhånden ikke en stor del. Så på den måde er det nok mere kommunekontorerne i virkeligheden, der mærker det. Men nu kan jeg jo sige, at nu har jeg jo lige været nede i Domkirken til drop-in-vielser. Der var 13, der blev gift. 13 par,” konstaterer præst hun.
Så kan det have virket, at det er blevet mere bekvemmeligt at blive gift?
“Ja, præcis. Og der er jo mange, der forbinder kirkebryllupper med store kjoler, store fester og hestevogn. Og så tænker de, nej, det skal vi ikke have, og så vælger vi rådhuset,” forklarer Leise Christensen.
Ganske rigtigt bakker dataene da også op om det. De kirkelige vielser er gået tilbage, mens de borgerlige har oplevet en markant fremgang på 31 procent.
Kilde: Danmarks Statistik / VIE8
Fra 2022 til 2023 er udvikling dog anderledes. En lille stigning skilsmisserne og et fald på 4 procent i vielserne ændrer dog ikke på det generelle billede. Skilsmisserne er i fald, mens vielserne går frem på sigt.