Nye tal fra Dansk Erhverv indikerer, at små virksomheder, som tidligere var langt bagud på AI-implementering, nu har taget et stort skridt fremad. Det kan blive afgørende i en verden, hvor kunstig intelligens på kort tid er blevet udslagsgivende for konkurrenceevnen, mener ekspert.
Af Marie Maschoreck & Magnus Løbner Rosenberg
Kunstig intelligens har for alvor sat sit præg på det danske arbejdsmarked. Antallet af små virksomheder, der bruger AI-værktøjer, er på kort tid steget markant. Vi har fået adgang til de nyeste tal fra Dansk Erhverv.
Antallet af AI-brugere blandt de små virksomheder er steget til 48% ved udgangen af 2023. Kun 12% af de tilsvarende virksomheder benyttede kunstig intelligens i første halvdel af 2023, viser tal fra Danmarks Statistik.
De små virksomheder defineres som virksomheder med 10-49 ansatte.
Trods den markante vækst er de små virksomheder fortsat bagud i sammenligning med store virksomheder med over 250 ansatte. Her viser de nyeste tal nemlig, at kunstig intelligens er implementeret i 67% af virksomhederne.
Om undersøgelsen Danmarks Statistiks undersøgelse er baseret på besvarelser fra 4557 virksomheder og en samlet svarprocent på 98%. Danmarks Statistiks egne beregninger viser, at “stikprøveusikkerheden er begrænset”. Tallene for 2023 er indsamlet i januar-juni 2023. Dansk Erhvervs undersøgelse er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt deres medlemmer. Stikprøvestørrelsen er på 614 virksomheder, og den statistiske usikkerhed er på 3,9 procentpoint. Svarene er indsamlet i november-december 2023. Alle tal er på tværs af brancher og tager ikke højde for forskelle brancherne imellem. |
Store muskler at spille med
Dansk Erhverv peger på kompetencer som en del af begrundelsen for, at de små virksomheder fortsat er bagud:
“39% af de virksomheder, der ikke bruger AI-værktøjer endnu, siger, at mangel på medarbejderes kompetencer er den største barriere for dem,” siger Frederikke Rosendal Egede Saabye, Chefkonsulent hos Dansk Erhverv.
Samme begrundelse lyder fra Peder Hammerskov, adjunkt ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der arbejder med forsknings- og udviklingsprojekter inden for kunstig intelligens:
“Det er bare godt at være stor, når der kommer sådan en ny teknologi, fordi man har nogle muskler, der gør, at man kan ansætte de folk, der kan drive det bedst muligt,” siger Peder Hammerskov.
De nye tal er godt nyt
Spændet mellem de store og små virksomheder overrasker ikke Peder Hammerskov, men forskellen giver alligevel anledning til bekymring:
“Der er det demokratiske, konkurrencemæssige problem. De store har en mulighed, som de små ikke har,” udtaler Peder Hammerskov.
Har de små virksomheder en chance for at følge med i den her AI-udvikling?
“Ja, men det kræver, at de tager det lige så seriøst, som de store gør, og at de satser lidt mere, for de skal bruge en større procentdel af deres tilgængelige ressourcer, for at gøre noget, der tilsvarer,” siger Peder Hammerskov.
Til gengæld er der andre muligheder i de små virksomheder:
“I en lille virksomhed på ti ansatte, fylder det jo bare mere, hvis der er en eller anden ‘Børge’ nede i hjørnet, der har sat sig ind i det, eller synes, det er megaspændende. Så kan virksomheden hurtigere rykke på det,” siger Peder Hammerskov.
Han udtrykker, at den korte vej fra ide til handling kan være det, de nye tal peger på. De små virksomheder har været sløve til at komme i gang, men har på kort tid fået implementeret AI.
Andelen af virksomheder med 10-49 ansatte, der benytter AI-værktøjer er steget fra 12% til 48% i løbet af 2023. Til sammenligning er andelen af virksomheder med 250+ ansatte steget fra 51% til 67% i samme periode. Vi gør opmærksom på, at tallene er udarbejdet af to forskellige virksomheder og derfor ikke er direkte sammenlignelige.
Konkurrencen på kunstig intelligens
Implementering af AI-værktøjer er på kort tid blevet et væsentligt konkurrenceelement blandt de danske og internationale virksomheder. Dansk Erhverv anbefaler deres medlemmer at integrere kunstig intelligens, da det er nødvendigt for at kunne følge med udviklingen.
Dansk Erhvervs endnu ikke offentliggjorte analyse peger på en gennemsnitlig produktivitetsgevinst på 9% ved implementeringen af AI. Der vil selvfølgelig være forskelle inden for de forskellige brancher.
Er virksomheden mere fremtidssikret, hvis man har nogle, der arbejder med AI?
“Jeg tror ikke, I vil finde nogen, der ved noget om noget som helst, der vil sige det modsatte,” siger Peder Hammerskov.