Zoom-Ind: Region H.

Lyt til artiklen her

Region Hovedstaden er dårligst til at udarbejde de lovpligtige udskrivningsaftaler. Rigsrevisionen har undersøgt i alt 1160 sager, hvor borgeren havde krav på en udskrivningsaftale – kun fire procent modtog en aftale. 

1114 ud af de 1160 indlæggelser, som Rigsrevisionen har undersøgt, blev altså afsluttet uden en aftale. 

Peter Westermann, formand for Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden og leder af SF i regionen, er ikke tilfreds: 

“Det er utilfredsstillende, at vi ikke overholder loven, og det har vi klart kommunikeret til psykiatrien. Der er borgere, der ikke har fået den nødvendige støtte i overgangen fra udskrivning til hverdag, hvilket er særligt problematisk, da det vedrører patienternes liv.”

Westermann peger på, at når opgaven blev udvidet så markant i 2019, har det skabt udfordringer, fordi det skal løses uden nye midler.

“Men det ville være en god investering i forhold til at forhindre for eksempel genindlæggelser,” siger han. 

Også Regionsrådet i Region Hovedstaden har i forbindelse med Rigsrevisionens beretning erkendt, at kritikken er berettiget: 

“Udskrivningsaftalerne er […] et vigtigt og nødvendigt lovbestemt instrument til at sikre den nødvendige koordinering og planlægning efter en udskrivelse.”

De forklarer også, at man siden 2019 har igangsat flere tiltag for at øge antallet af udskrivningsaftaler, såsom mere undervisning, vidensdeling og ledelsesmæssigt fokus. 

Hos Socialforvaltningen i Københavns Kommune, der modtager borgerne, når de udskrives fra regionspsykiatrien, erkender man også udfordringerne. De oplyser, at en klar ansvarsfordeling er vigtig for samarbejdet mellem hospitaler og kommuner – og at manglende udskrivningsaftaler kan svække borgernes forløb: 

“Der kan være en risiko for, at borgeren ikke får den behandling eller indsats, som vil være hensigtsmæssig – både fra region og kommune. Genindlæggelse kan være en konsekvens, sygdomsforværring en anden.”

Alternativ behandling 

Alle parter peger dog også på, at man i regionen gør meget andet for at skabe et sammenhængende forløb for borgere med psykiske lidelser.

Både Region Hovedstaden og Socialforvaltningen peger på, at initiativer som botilbudsteams og netværksmøder kan fungerer som fine værktøjer og sikre god sammenhæng.

Et botilbudteam er et team bestående af regionalt sundhedspersonale, der befinder sig på de socialpsykiatriske botilbud. 

Her varetager de den psykiatriske behandling og opfølgning for borgere, og er både opsøgende og kontaktskabende i beboerens nærmiljø, oplyser Socialforvaltningen i Københavns Kommune. 

Rigsrevisionen påpeger i deres beretning, at de har undersøgt, hvor tit der blev benyttet botilbudsteams i regionen – kun i 290 ud af de 1114 enkelte indlæggelsesforløb, hvor patienten ikke modtog en udskrivningsaftale, blev der benyttet et botilbudsteam som erstatning. 

 

Region Hovedstaden har altså ikke udarbejdet aftaler ved udskrivelse af patienter eller benyttet botilbudsteam i 71 procent af de enkelte indlæggelsesforløb, hvor udskrivningsaftaler ellers var et lovkrav.

Peter Westermann forklarer, at der er flere forklaringer på den ringe udarbejdelsesprocent. Det skyldes dels at samarbejdet er tidskrævende, og at det oveni et generelt pres på kapaciteten kan være svært at nå. 

“Og så er den måske mest væsentlige forklaring, at der godt kan være patienter, der lader sig udskrive, før man når at lave de her aftaler,” siger regionsrådspolitikeren.

Fotos: Pressefotos fra hhv. Flemming Krog og Danske Regioner

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer