Er du blandt dem, der har forhåbninger om Brabrand Sø som en badesø med friluftsbad, er der dårlige nyheder. Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune mener, at vandkvaliteten i søen fortsat er for dårlig.
Af Jacob Lomholt, Frederik Milbæk og Elisa Norgaard Mortensen
Kajakroerne følger i høj kadence bøjernes kurve. Gråænder, mere roligt anlagte, nyder et overdådigt måltid af brød, serveret af en søskendeflok på udflugt. Stemningen emmer af midtjysk idyl ved Brabrand Sø, og det er svært ikke at få lyst til en dukkert.
Men har man sit gode helbred for øje, bør man ikke følge indskydelsen, selvom der i lokalmiljøet i Brabrand tidligere har været ønske om et friluftsbad ved Brabrand Sø. Vandkvaliteten er nemlig for dårlig.
Ane Bruun Middelbo fra Aarhus Kommune, Teknik og Miljø Vandløb, forklarer, at søen lider under en for høj fosforbelastning, hvilket resulterer i en næringsmættet tilstand med mange alger.
Nikolaj Kruse Christensen fra Teknik og Miljø Spildevand istemmer Ane, og forklarer de sundhedsmæssige risici ved at bade i en næringsmættet sø:
”I næringsrige søer er der mange alger, og det er svært at se, hvilke der er blågrønne alger, som indeholder giftige stoffer”, forklarer han.
Ovenover kan du se fosforbelastningen i Brabrand Sø. Fremskrivningen for fosforbelastningen i 2027 er det, der hedder baseline-belastningen. Det er den belastning, som forventes i 2027 som følge af landbrugets generelle udvikling samt besluttede tiltag, der endnu ikke er gennemført – og der er altså stor forskel på dét og så den optimale belastning, hvor man kan kalde tilstanden god.
Vandprøver fra kommunen
Det er ikke kun fosforbelastningen, der er afgørende for Brabrand Søs fremtid som badesø. Det er typisk bakterier som intestinale enterokokker og e-coli, man kigger på.
Her er det ifølge Nikolaj Kruse Christensen vigtigt, om bakterierne kommer, når det regner.
”Hvis bakterierne kun kommer, når det regner, så er kilden fra vores afløbssystem. Men hvis vi også ser dem, når det ikke er regner, så er det fordi, der er noget, vi ikke ved, hvor kommer fra”, forklarer han.
Aarhus Kommune får målt Brabrand Søs vandkvalitet ti gange i året. Ved de sidste tredive målinger, er der fundet e-coli alle gange. I figuren nedenunder kan du få et overblik over, hvor mange af gangene, det har regnet.
Nikolaj Kruse Christensen forklarer, at Aarhus Kommune i løbet af de næste ti år vil være i mål med effektivt at kunne rense spildevandet, sådan at bakterierne ikke er en hindring for vandkvaliteten:
”Jeg er mere bekymret for de blågrønne alger. Det kræver, at vi får lagt en hel masse natur ud, og fjernet alle de her næringsstoffer”, siger han.
Og chancerne for, at Brabrand Sø i nærmeste fremtid bliver en badesø?
“De er nul”, afslutter Nikolaj Kruse Christensen.