Af Amalie Dalsgaard og Magnus Ambye
I en bemærkelsesværdig vending af begivenheder inden for dansk svineproduktion, rapporterer statistikker, at for første gang nogensinde er der blevet eksporteret flere grise, end der slagtes i Danmark. Udviklingen kaster lys over flere aspekter af landbrugssektoren.
Grafen viser antallet af slagtesvin og eksport af levende svin pr. 1000 stk.
Anm: Tallene i figuren er omregnet fra månedstal til kvartalstal.
Kilde: https://www.statistikbanken.dk/ani51
Produktionen af slagtesvin har oplevet en nedgang på 21,5% i forhold til samme kvartal sidste år, mens eksporten af levende svin oplevede en stigning på 6% i samme periode. Samlet set faldt svineproduktionen med 9,5% i perioden. Dette skifter fokus fra traditionel svineslagtning til en ny æra med internationale eksportmarkeder.
Den danske svineavlers dilemma
Svineavleren Henrik Overby Christensen fra Nordjylland er en af dem, der har taget springet ud på det globale marked. Han opdrætter pattegrise, der ender med at blive solgt både i Danmark og i udlandet.
Henrik forklarer:
“De fleste ville ikke eksportere, hvis der var noget, der lignede et konkurrencedygtigt marked herhjemme.”
Men som landmand driver han også en forretning, og profitabilitet er nøglen:
“Danish Crown ligger langt under de andre europæiske noteringer, og det har de gjort relativt længe, derfor er det ukonkurrencedygtigt at sælge til dem.”
Europæiske noteringer
- Priser, der fastsættes for landbrugsprodukter som svin, ofte som et referencepunkt for handel.
- Priserne er baseret på udbud og efterspørgsel i hele Europa og bruges som standardpriser for at sammenligne produktpriser på tværs af lande.
- Priserne hjælper med at afgøre, hvad landmænd og producenter kan forvente at modtage for deres produkter på markedet.
Solidaritet overfor slagterierne
Spørgsmålet om solidaritet rejser sig. Henrik mener, at Danish Crowns favoriserer de store producenter, og det er en af grundene til, at små svineavlere som ham vælger eksport:
“De favoriserer de største. Derfor er det bedre at eksportere, hvis man har mange smågrise og søer.”
Henrik foretrækker at sælge til danske slagterier, men når udlandet tilbyder priser, der er højere end de danske, ser han ingen anden udvej end at eksportere.
Slagterigiganten, Danish Crown, lukkede i sommer slagteriet i Sæby, hvor 800 medarbejdere blev afskediget. Brian Christoffersen, tidligere mestersvend på fabrikken i Sæby, har valgt at indstille karrieren i slagteriet efter mere end 30 år hos Danish Crown.
“I de sidste 8-10 år, har det ikke været det samme,” fortæller Brian om sit arbejde hos Danish Crown.
Han påpeger, at fokus har været på produktionen frem for medarbejderne, alt imens nedskæringerne har været konstante.
Global konkurrence og dyrevelfærd
Marianne Lynghøj Pedersen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, forklarer, at den danske griseindustri er en eksportindustri, hvor kun 10% af det producerede svinekød bliver solgt på hjemmemarkedet.
Hun påpeger også, at industrien er dybt afhængig af det globale marked. Især en faldende efterspørgsel efter dansk svinekød i Kina, har fået priserne til at falde markant.
I Tyskland indførte man sidste år nye dyrevelfærdsregler, som har medført, at produktionen af pattegrise er blevet betydeligt mere bekostelig. For de danske landmænd har det betydet en stigende eksport af pattegrise til det tyske marked. Det er især prisstigningerne på pattegrise i Tyskland, der er skyld i de ændringer, man
De primære eksportmarkeder for danske smågrise inkluderer Tyskland, Polen og Spanien. Især det spanske marked er attraktivt for danske griseproducenter, da produktionsomkostningerne i Spanien er betydeligt lavere, faktisk er omkostningerne halvanden til to kroner lavere pr. kg kød. Dette skyldes især lavere lønninger, færre kontroludgifter og en mere effektiv produktion.
Hvad venter?
Henning Otte Hansen, Seniorrådgiver ved Københavns Universitet, Sektion for Produktion, Markeder og Politik, påpeger:
“Det er billigere at slagte svin i Polen og Tyskland på grund af lavere lønninger og dyrere slagteriarbejdere i Danmark. Spørgsmålet er, om det vi oplever pt. er en vedvarende trend eller en del af en cyklus.”
Svaret på spørgsmålet er, hvis man spørger Henning Otte Hansen, at der er tale om en cyklus, hvor det kan gå op og ned:
” Jeg vil nok vurdere, at vi er i bunden af den cyklus, og at det ikke er en vedvarende trend. Vi har også slagtesvin de næste 30-40 år i Danmark.”