Antallet af fødsler tog det største dyk i 16 år fra 2021 til 2022. Blandt kommunerne er det de største byer, der sakker bagud, og det er ikke tilfældigt, mener afdelingschef ved Afdelingen for Fertilitet på Rigshospitalet, Søren Ziebe
Af Isabella Askov Holbech & Thomas Rosendal
Den seneste udviklingen er et nyt kapitel i en længerevarende tendens. Vi får færre og færre børn. Og 2022 var ingen undtagelse.
Her så vi nemlig et fald på godt 10%. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik i en opgørelse af landsgennemsnittet for antallet af fødsler fra 2021 til 2022.
Faldet er det mest markante i 16 år.
Tallene fordelt på kommuner afslører, at København, Århus, Odense og Aalborg Kommune alle befinder sig blandt de nederste ti, når det kommer til fødselsgennemsnit.
Ifølge Søren Ziebe, der er afdelingschef ved Afdeling for Fertilitet på Rigshospitalet, er tallene ikke overraskende.
“Der er tale om de fire store uddannelsesbyer. Det er ofte de unge, der søger ind til byerne, hvor uddannelserne er, så når der er forskel på kommunerne, så er det jo et spørgsmål om, hvor vi vælger at bosætte os i forskellige faser af livet,” siger han.
Han tilføjer, at det ikke er ensbetydende med en forskel på kvindernes fertilitet i de forskellige kommuner.
“Det er ikke sådan, at dem, der har dårlig fertilitet, bor i Holbæk, og dem, der har god fertilitet, bor i Skanderborg. Det afspejler mere vores adfærd og vores alder [når vi får børn red.] end vores fertilitet,” siger han.
I Københavns Kommune er man også opmærksom på udviklingen. Ifølge Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager ( C ) er nedgangen ikke enestående for København.
“Det er svært at vide, hvad tendensen skyldes, men vi kan se, at det også gælder de andre nordiske hovedstæder. Udviklingen er ikke særlig for København, men det er klart, at nedgangen også påvirker os.”
Han peger på, at nedgangen i fødsler også kan hænge sammen med en usikker tid med krig i Europa, men at årsagerne til udviklingen langt hen ad vejen baserer sig på gisninger.
“Der er mange spekulationer over, hvad udviklingen skyldes, og nogle peger på, at usikkerheden, der har været i verden, siden krigen i Ukraine startede, kan have påvirket lysten til at sætte folk i verden. Men det er synsninger, så det er nok svært at sige noget kvalificeret om,” siger han.
“Det, vi er meget optaget af, er, om det er en tendens, der er vedvarende,” siger han.
På regionalt plan er Region Hovedstaden den eneste, der samlet set ligger under landsgennemsnittet.