Nye tal fra Danmarks Tekniske Universitet tyder på, det er forbundet med en væsentlig højere risiko for at komme galt af sted, hvis man kører på en elcykel frem for en traditionel cykel. Det er imidlertid ikke en konklusion, Cyklistforbundet giver meget for.
Af Tobias Christensen og Mathias Dueholm
Dugfriske tal fra en undersøgelse udfærdiget af Danmarks Tekniske Universitet (DTU), antyder, at man løber en signifikant højere risiko for at havne i en trafikulykke på en elcykel, i forhold til, hvis man kører på en almindelig cykel.
Med et stigende antal elcykler på de danske cykelstier, er det værd at kigge på, om disse motordrevne fartøjer udgør en større risiko for uheld end almindelige cykler. Og det gør de altså, hvis man skal tro tallene fra DTU’s nyeste undersøgelse på området.
Rapporten slår fast, at der gennemsnitligt vil indtræde 1,96 uheld for hver 10 mio. kilometer, der tilbagelægges på en konventionel cykel. Tilsvarende tal for elcykler lyder på 3,06. Disse tal dækker over den såkaldte egenrisiko.
Opgørelsen ser også på totalrisikoen, og her lyder tallet for konventionelle cykler på 2,24, mens det for elcykler lyder på 3,31.
DTU’s undersøgelse er gennemført i perioden 2017-2021, og bemærker selv, at den statistiske usikkerhed for især elcykel-tallene er relativt høj, da datamængden ikke er specielt stor.
Elcykler er ikke farligere end andre cykler
At elcykler skulle være en farligere transportform end konventionelle cykler, er dog ikke en holdning, der møder opbakning fra Cyklistforbundet, der ifølge dem selv arbejder for at fremme cyklisme til gavn for blandt andet folkesundheden.
Jens Peter Hansen, landsformand i Cyklistforbundet, understreger, at hans organisation mener, at elcykler er et strålende transportmiddel.
Tal fra DTU sammenligner risikoen for at køre på henholdsvis konventionel cykel og elcykel.
“Vi synes, at elcykler er alletiders, især for ældre mennesker. Det er takket være elcykler, at mange af dem kommer ud og får nogle oplevelser og noget motion. Det er noget, de måske ikke magter på en almindelig cykel,” siger Jens Peter Hansen.
Ifølge ham skyldes de umiddelbart alarmerende tal, at de fleste elcykler bliver kørt af ældre mennesker. En befolkningsgruppe, der generelt er overrepræsenteret i ulykkesstatistikker.
“Når vi bliver ældre, bliver vi stivere i nakken, vi har sværere ved at orientere os, vi hører ikke så godt og ser ikke så godt. Læg dertil, at vi reagerer langsommere, når vi ældes. De ældre skal selvfølgelig erkende, at deres evner ikke er som de var for 25 år siden, og derfor skal de være mere påpasselige. Ligegyldigt hvilken cykel de sætter sig op på,” siger Jens Peter Hansen.
Cykelhjelmen bør gøres lovpligtig
En anden organisation, der arbejder for større trafiksikkerhed, er Rådet for Sikker Trafik. De er også optaget af den data, som DTU udarbejder på området, og de er også opmærksomme på de nye tal for risikoen ved at køre på henholdsvis elcykel og konventionel cykel.
Selvom Jeppe Holm Gudmandsen, pressekonsulent ved Rådet for Sikker Trafik, giver Cyklistforbundet ret i, at en del af årsagsforklaringen på forskellen i risiko kan være, at de fleste elcyklister er ældre personer, mener han, at tallene fra DTU skal tages for gode vare.
Kombinationen af et stigende antal elcykler på vejene og større risiko for ulykker er vand på møllen hos Rådet for Sikker Trafik. De har længe foreslået, at hjelm skal være lovpligtig for elcyklister.
DTU’s tal viser en kraftig stigning i uheld blandt ældre cyklister.
“Grundlæggende skelner Rådet for Sikker Trafik mellem motoriserede køretøjer og ikke-motoriserede køretøjer. Uanset om det er en motor eller hjælpemotor, der driver køretøjet, anbefaler vi, at der er et hjelmkrav,” siger Jeppe Holm Gudmandsen.
Hos Rådet for Sikker Trafik er man imidlertid klar over, at der er en slagside ved at indføre et hjelmkrav for elcyklister. Undersøgelser påpeger nemlig, at nogle helt vil fravælge jernhesten, hvis det er strafbart at køre uden hjelm.
“Vi ved, at der er nogle, der vil undlade at cykle, hvis det er et lovkrav at køre med hjelm, men vi kan også se, at folk, der cykler på elcykel, i forvejen har en markant højere hjelmbrug end gennemsnittet,” siger Jeppe Holm Gudmandsen.
Nærværende medie har forsøgt at få kontakt til forskerne fra DTU, der har udfærdiget rapporten med de omtalte risikotal, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.