Flere fædre bliver bopælsforældre  

De seneste ti år er andelen af børn, der har bopæl hos deres far, steget med 15 procent. Det er knap 2.000 flere børn, end det var for ti år siden. 

Af Anna Sofie Laue og Anne-Sofie Breinholt

Grafen viser udviklingen i børn, der har adresse registreret hos deres far i procent fra 2013 til 2023. Kilde: Danmarks Statistik LIGEFB7 

Andelen af børn, der bor hos deres far, er stigende.  

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.  

Danmarks Statistik anslår, at omtrent 2.000 flere børn har fået deres bopæl registreret hos deres far siden 2013. Det er en stigning på 15 procent.  

Den lille udvikling kan tilskrives en mere ligelig fordeling af ansvaret mellem mor og far, samt at fædre i dag har en større interesse for at være involverede i deres børns liv. Det mener Pernelle Rose Hansen, ph.d. i pædagogisk psykologi og forsker i skilsmissebørn.  

“Fædrene er i dag mere deltagende i deres børns liv. Man deler ansvaret. Der er flere fædre, der interesserer sig for og vil noget med deres børn,” siger hun. 

Hun fortæller også, at fædre generelt giver udtryk for et større ønske om at få bopælsansvaret.  

 

 

En langsom overgang 

På trods af den seneste udvikling er det stadig et slående overtal af børn, der har registreret adresse hos deres mor. I 2023 er tallet 85,3 procent.   

Det har Pernelle Rose Hansen en mulig forklaring på.  

“Historisk set har det været mødrene, der har været den primære omsorgsperson i deres børns liv. Men vi er midt i en overgang,” siger hun og tilføjer, at også ændrede barselsregler og første-syge-dags reglerne peger på, at faderrollen går igennem en modernisering. 

At udviklingen ikke går hurtigere, peger Pernelle Rose Hansen på, har noget at gøre med den måde, vi konstruerer familier på. Der er stadig familier, hvor manden har det bærende økonomiske ansvar og dermed er nødsaget til at arbejde meget. For de familier kan det falde mere naturligt, at børnene har registreret bopæl hos deres mor. 

Diagrammet sammenligner, hvor børn har deres adresse registreret fordelt på mor og far i henholdsvis 2013 og 2023. 
Kilde: Danmarks Statistik LIGEFI7 

Men er 50/50 det bedste for børnene?  

At udviklingen skal munde ud i, at bopælsansvaret en dag bliver fordelt ligeligt mellem fædre og mødre landet over, er ikke nødvendigvis det optimale. 

Pernelle Rose Hansen understreger, at hver familie er forskellig, og at nogle børn vil blive tabt, hvis man vil sigte efter en ligelig fordeling: 

“Man kan ikke ud fra tal afgøre, hvad der er godt for barnet. Vi er nødt til at kigge på, hvilken kontekst barnet befinder sig i for at finde ud af, hvad der giver bedst mening for barnet,” siger hun.  

De nye tal fra Danmarks Statistik siger kun noget om, hvor børnene har deres bopæl registreret. Tallene tager dermed ikke hensyn til, hvilke deleordninger de enkelte familier anvender, eller hvorvidt en mor slet ikke er i billedet. Af den grund mener Pernelle Rose Hansen kun, at tallene skal forstås som udtryk for en tendens, der fortsat til vinde indpas i samfundet de kommende år.  

“Tallene forklarer ikke det hele. Men de siger noget om, at der er et større ønske hos fædrene om at være en del af deres børns liv – meget mere end der har været tidligere.”  

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer