83 gange har Ankenævnet fundet fejl i kommunens behandling af sager om SU-handicaptillæg. Det er problematisk, mener formand for Danske Handicaporganisationer.
Af Albert Bastian Boysen & Simon Solkær Lassen
83. Så mange gange har Ankenævnet fundet fejl i kommunens behandling af sager om tildeling af SU-handicaptillæg i 2021. Det viser tal fra Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtte.
Af de 83 sager blev 20 sager ændret eller ophævet, mens 63 sager blev hjemvist, hvilket betyder, at der enten er fundet alvorlige fejl i afgørelsen, eller at kommunen mangler vigtige oplysninger om sagen. Sagen bliver derefter sendt hjem til kommunen, som behandlede sagen i første omgang.
Og det kan tage lang tid. Allerede inden en eventuel anken er den gennemsnitlige behandlingstid for studerende på videregående uddannelser syv måneder. I gennemsnit tager det så tre måneder yderligere for Ankestyrelsen at afgøre sagen. Altså sammenlagt en gennemsnitlig ventetid på ti måneder.
”Indlysende at det er problematisk”
Handicaptillægget skal gøre det nemmere for studerende med en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse at gennemføre en uddannelse, og tager behandlingen af ansøgningen for lang tid, kan det have konsekvenser, mener formand for paraplyorganisationen, Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen:
”Det, de (studerende, red.) skal leve af, er uafklaret, og det er i sig selv stressende, og når man ovenikøbet starter på et nyt studie, så er det jo noget, som kan få folk til at stoppe igen, og på den måde er det indlysende, at det er problematisk,” siger han.
Han gruer samtidig for, at der med det høje antal af fejlbehandlede sager er studerende, som får et uretmæssigt afslag hos kommunen og ikke efterfølgende tør anke deres dom.
“Man risikerer i høj grad, at der bliver lavet fejl i behandlinger, som ikke bliver anket, fordi de, der bliver afvist, ikke tør anke deres dom, efter de får den første afvisning,” siger Thorkild Olesen.
Flere diagnosticeres
For at modtage handicaptillæg kræver det ifølge su.dk, at man går på en videregående uddannelse eller dansk erhvervsuddannelse og har en ”varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der gør dig nærmest ude af stand til at have et studiejob.” Kan man altså arbejde for eksempel fem timer om ugen ved siden af sit studie, er det ikke muligt at modtage handicaptillæg.
I 2012 modtog 4776 studerende handicaptillæg, mens tallet er steget til 10.973 i 2021. Altså en stigning på 126 procent. Det er der dog en logisk forklaring på, hvis man spørger Danske Handicaporganisationer, fordi flere danskere diagnosticeres med en psykisk sygdom.
Sagen i tal:
10.973 studerende modtager handicaptillæg ifølge seneste tal fra 2021.
Det er en stigning på 126 procentsiden 2012, hvor 4776 modtog tillægget.
205 studerende fik afgjort deres ankesag i 2021.
83 af dem har fået en form for medhold
10 måneder er den gennemsnitlige, sammenlagte ventetid på behandling af sagen og anken.