Explainer
Artikel. 25. november 2022
Hjælpeorganisationer prioriterer pengene til julehjælp forskelligt:
Skal færre have en større julepakke, eller skal flere have en mindre?

Flere tusinde danskere søger igen i år om julehjælp. Beløb og dermed antal modtagere hos hjælpeorganisationerne er forskellige. Hos både Dansk Folkehjælp og Røde Kors har man dog valgt at inflationsregulere de seneste år.
Af Cecilie Tarp og Emma Hansen Toft
Julen er for mange en hyggelig tid forbundet med traditioner, gaver og mad. Men for flere tusind danske børnefamilier er december en måned med grublerier, desperation og søvnløse nætter over, hvordan de skal få råd til både julemad og gaver til deres børn.
Og det er da heller ikke småpenge, danskerne bruger i juletiden. I snit brugte danskerne nemlig 5.500 kroner på julen sidste år. Det viser en undersøgelse foretaget af Yougov. Det er penge, som kan være svære at finde i økonomien, hvis man er på overførselsindkomst. Især i en tid, hvor inflationen raser.
Derfor søger flere danskere julehjælp. Helt præcist har man hos Dansk Folkehjælp modtaget 18.796 ansøgninger om julehjælp i år, hvilket er det højeste antal nogensinde og en stigning på næsten 2000 ansøgninger siden sidste år. Men det tal undrer ikke konstitueret generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Peder Thorning.
”Vi spørger ikke, hvorfor folk søger, men jeg kan fornemme, at det primært er inflationen, som jo betyder store prisstigninger på dagligvarer. Og når der så oveni varsles stigninger på varme- og elregning, bringer det folk ud i en følelse af desperation.”
At det primært er inflationen, der presser danskere til at søge julehjælp, er dog også tydeligt på de svar, ansøgerne har givet, da de har søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp. Her svarer knap 83 procent, at deres økonomi i høj grad er påvirket negativt af prisstigningerne.
Flere ansøgere, men færre modtagere hos Dansk Folkehjælp
Inflationen har også betydning for værdien af julepakken. Derfor valgte Dansk Folkehjælp sidste år at sætte værdien op, hvilket har betydet, at færre får en større julepakke.
“I 2021 satte vi julehjælpen op fra 1500 til 1800 kroner. Vi mener, at gaven skal være meningsfuld, også når priserne stiger. Du får ikke det samme i REMA 1000 for 800 kroner i år, som du gjorde sidste år,” siger Peder Thorning.
Der er dog også konsekvenser ved at hæve værdien af hver julepakke. Julehjælp finansieres af de donationer, Dansk Folkehjælp indsamler til formålet, som går ubeskåret til julehjælp.
Men selvom hjælpeorganisationen hvert år samler stadigt flere penge ind end tidligere, så betød det sidste år ikke en stigning af antallet af modtagere, men derimod et fald.
I 2020 kunne Dansk Folkehjælp glæde 14.401 danskere med en julepakke, mens der i 2021 var 12.632 modtagere af julehjælp. Det er næsten 1800 færre modtagere.
Faldet skyldtes netop den forhøjede værdi af hver julepakke, som var et bevidst valg fra hjælpeorganisationens side. Dansk Folkehjælp kommer dog ikke til at forhøje værdien igen i år.
“Jeg er blevet spurgt, om vi regulerer for inflationen. Det gjorde vi i 2021, og derfor gør vi det ikke i år. Vi kunne også have sat værdierne i julepakken ned og have nået flere personer. Men der er også flere andre hjælpeorganisationer, der inflationsregulerer og sætter beløbet op,” siger han.
Flere modtager et mindre beløb hos Røde Kors
Røde Kors er en af de hjælpeorganisationer, der har valgt at have en lavere værdi i julepakken sammenlignet med Dansk Folkehjælp. Hos dem får man som julehjælpsmodtager en julepakke til en værdi af 900 kroner. Dette tal er netop i år sat 100 kroner op grundet inflationen.
Troels Østergaard, udviklingskonsulent hos Røde Kors, fortæller, at det er vigtigt for dem, at de kan hjælpe så mange som muligt.
”Sidste år modtog 15.000 børnefamilier julehjælp fra Røde Kors, og vi fik en rigtig god tilbagemelding. Men det er selvfølgelig en overvejelse, om vi vil hjælpe færre med et større beløb eller hjælpe flere med et mindre beløb. Vi mener dog, at vi med 900 kroner rammer et fornuftigt niveau,” siger han.
Han fortæller også, at de hos Røde Kors i vid udstrækning samarbejder med kommunen, så de bedst kan sikre, at det er de rigtige, der får julehjælpen.
Vigtigt at give børn i udsatte familier mulighed for en god jul
I 2021 foretog Røde Kors en undersøgelse af over 1650 julehjælpsmodtagere. Undersøgelsen viser, at den mentale sundhed blandt børn og forældre er markant lavere blandt ansøgerne end i resten af befolkningen.
29 procent af de adspurgte svarer, at børnene viser tegn på mistrivsel. Til sammenligning er tallet 10-15 procent for danske børn generelt. Næsten halvdelen af forældrene svarede også, at deres børn ikke gik til en fritidsaktivitet, fordi de i de fleste tilfælde ikke har økonomi til det. Det er i langt de fleste tilfælde familier som disse, der modtager julehjælp på tværs af alle hjælpeorganisationer.
Hos Røde Kors mener man, at man med julehjælpen kan gøre det muligt for familierne at få nogle gode og bekymringsfrie juledage.
“Vi ved fra vores seneste undersøgelse blandt julehjælpsmodtagere, at vores julehjælp giver forældrene en følelse af at kunne være noget for deres børn. Den får familierne – og især børnene – til at føle sig som en del af et fællesskab,” siger Troels Østergaard.
Og det er noget, de også oplever hos Dansk Folkehjælp. Hos dem er det vigtigt at kunne give børn i socialt udsatte familier muligheden for at deltage i de danske juletraditioner på lige fod med andre børn.
”Vi vil gerne være med til at give dem et juleminde og sørge for, at de kan komme i skole efter nytår og have noget at fortælle, når de andre børn fortæller, hvad de har fået i julegave. Men vi anerkender også, at det ikke er en langvarig løsning på et problem med børnefattigdom i Danmark,” siger Peder Thorning fra Dansk Folkehjælp.
Hos Dansk Folkehjælp har man lukket for ansøgninger i år, men hos Røde Kors kan man stadig nå at søge om julehjælp. Julehjælpen bevilges i december, og hjælpeorganisationerne har derfor på nuværende tidspunkt ikke et tal på, hvor mange de kommer til at kunne hjælpe i år.