JM4-Data-Ugeprojekt-Andrea-Jonathan-Kristian-Jul-i-inflationstid_2

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2017

Rekordmange ansøgninger til julehjælp: “Det er ikke en rekord, vi har lyst til at slå”

I en tid med inflation og høje energipriser modtager danske hjælpeorganisationer flere ansøgninger til julehjælp end nogensinde før. Organisationer ærgrer sig over udviklingen.

Af Andrea Heede-Andersen, Jonathan Korsager og Kristian Skovby

Ansøgninger til julehjælp strømmer ind hos velgørenhedsorganisationer i hele landet. I en rundspørge foretaget af redaktionen rapporterer otte ud af otte adspurgte organisationer om en stor stigning i antallet af familier, som søger om julehjælp til dette års højtid. 

Faktaboks: Hvad er Julehjælp?

Selvom der stadig er et par dage til deadline hos nogle af de adspurgte organisationer, tegner der sig allerede et tydeligt mønster. Hos Dansk Folkehjælp har man lige lukket for ansøgningsfristen og kan nu berette om en stigning på godt 12 procent i ansøgere sammenlignet med sidste år. 

“Vi har i år fået rekordmange ansøgninger om julehjælp. Det er meget ærgerligt, for det er en rekord, som vi på ingen måde har lyst til at slå,” fortæller Peder Thorning, konstitueret generalsekretær for Dansk Folkehjælp.  

Mere præcist er der tale om 18796 familier, der har ansøgt organisationen om en økonomisk håndsrækning op til juletid. Af dem er godt hver femte nye ansøgere, som aldrig har søgt om julehjælp tidligere. Det kommer dog ikke som en overraskelse for Peder Thorning. 

“Allerede inden man kunne søge julehjælp i år, frygtede vi, at vi fik markant flere ansøgere. Stigende priser på alt fra dagligvarer til el og varme er med til at gøre flere familier usikre og desperate.”

Faktisk har Dansk Folkehjælp slået deres egen rekord de sidste tre år i træk, og det er en tendens andre kan nikke genkendende til. Hos organisationen Mødrehjælpen, der også tilbyder julehjælp til udsatte familier, har man endnu ikke lukket for ansøgningsfristen, men har også oplevet en stigende efterspørgsel på hjælp. 

“Vi har en oplevelse af, at der er desperation og et meget stort behov for hjælp. Lige nu har vi modtaget 70 procent flere ansøgninger end på samme tidspunkt sidste år,” siger Tasja Norre Parize, pressemedarbejder for Mødrehjælpen. 

Hvor langt kan julehjælpen nå ud? 

Præcist hvor mange af de ansøgende familier, organisationerne kan hjælpe, er svært at sige allerede nu. Midlerne til julehjælpen afhænger af hvor mange donationer, der bliver givet fra virksomheder og private til formålet. Med en stigende inflation kan det være en udfordring, at få skrabet nok penge sammen til at kunne imødekomme alle ansøgninger om julehjælp. 

“Ligesom vi på forhånd havde frygtet et stigende antal ansøgere på grund af den økonomiske krise, så frygter vi også at de virksomheder, som donerer penge, selv vil være i økonomisk vanskeligheder,” siger Peder Thorning fra Dansk Folkehjælp. 

Indtil videre har der kun været enkelte eksempler på virksomheder, der har haft svært ved at finde overskuddet til donationer. Men det endelige overblik over indtjeningen fra donationer må vente lidt endnu. Først i starten af december kan Dansk Folkehjælp begynde at danne sig et overblik og vurdere, hvor mange familier, der kan se frem til julehjælp i år. 

“Det er for tidligt at sige, hvor mange familier vi kan hjælpe. Det hele kulminerer den 1. december, når vi har vores store indsamling. Men vi håber selvfølgelig på at kunne hjælpe flere end sidste år,” fortæller Peder Thorning. 

I 2021 modtog 75 procent af ansøgerne, eller mere præcist 12.632 familier, en julehjælp på 1800 kroner fra Dansk Folkehjælp. 

Læs her, hvordan stigende priser har medført en udhuling af offentlige ydelser, samt hvilke konsekvenser det kan have for familier. 

Sådan har vi gjort:
Vi har kontaktet otte organisationer, der uddeler Julehjælp og spurgt dem, hvorvidt de har oplevet en stigning i ansøgere til Julehjælp i år. Nogle har bidraget med konkrete tal, andre med vurderinger. Ikke alle organisationer har lukket for ansøgninger endnu, hvorfor nogle af tallene er fra dags dato. Det skal derudover pointeres, at ikke alle ansøgere er unikke, da det er muligt at ansøge flere steder. 
Til artiklens visualiseringer har vi indhentet data fra Dansk Folkehjælp og Mødrehjælpen og lavet beregninger ud fra de tal.
Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer