Dansk ishockey sætter ny tilskuerrekord – men medlemstallene følger ikke med

Nye tal fra Danmarks Ishockey Union (DIU) viser, at den bedste danske ishockeyliga, Metal Ligaen, aldrig har været mere populær, end det har været tilfældet i denne sæson. Tendensen følges dog ikke op i samme grad, når det kommer til antallet af aktive medlemmer.

Af Kristian Spinding Andersen

Over 391.000 mennesker har været at finde på lægterne, når der er blevet spillet kampe i Metal Ligaens grundspil i denne sæson. Det svarer til et snit på 1812 tilskuere pr. kamp, hvilket er godt 200 mere end sæsonen i fjor.

Ishockey er nu den tredje mest populære tilskuersport i Danmark, kun overgået af fodbold og håndbold.

I grafikken nedenfor kan man se de gennemsnitlige tilskuertal fra de seneste to sæsoner i Metal Ligaen.

Ifølge Kenneth Cortsen, der er sportsøkonom med en ph.d. i sportsbranding, er der flere faktorer, der har indflydelse på tilskuerstigningen.

“En af årsagerne er, at klubberne har arbejdet sindssygt hårdt for at forbedre totaloplevelsen for fans, der ser ishockey i hallerne. Der er blevet gjort meget for at skabe fanengagement, og den professionaliseringsproces er til gavn for både supporterne og sponsorerne.”

Aalborg Pirates’ hjemmebane i Gigantium med plads til 5000 tilskuere.

Derudover har de danske ishockeyklubber været gode til at fange potentielle nye fans i perioden efter corona-nedlukningen.

“Efter danskerne kom ud af coronamørket, blev de mødt af et væld af oplevelsestilbud, og her oplevede sportsbranchen et kæmpe boost på deltagelses- og eventdelen. Vi så det med Superligaen, men det gjorde sig bestemt også gældende i dansk ishockey, eller i andre dele af den danske oplevelsesøkonomi.”

Populært at se – mindre populært at dyrke.

På trods af en tilskuerstigning på næsten 20% inden for de seneste fem år, har medlemstallet hos DIU ikke oplevet den samme stigning. Over den samme periode er antallet af medlemmer steget med 1000, så der nu er 6480 aktive ishockeyspillere. Til sammenligning steg mængden af fodboldspillere i samme periode med mere end 20.000.

Ifølge Christina Lissa Benn, der er udviklingskonsulent hos Danmarks Ishockey Union, er der en forklaring på de lave medlemstal.

“Ishockey er det, vi plejer at kalde en facilitetstung sport. Det er ikke noget, man kan spille til skoleidræt eller i hvilken som helst hal. Så det er en begrænsning for os i forhold til medlemstal, at der ikke er flere ishaller.”

Kontingentprisen er også en faktor for mange. Hvor et kontingent for at spille fodbold eller håndbold i en sæson hos Viby IF koster henholdsvis 1500 kr. og 1600 kr. for en U14-spiller, koster det over dobbelt så meget hos Ishockey Klubben Aarhus – og det medregner ikke prisen for udstyr.

Kenneth Cortsen kan også følge præmissen om, at ishockeys manglende tilgængelighed er en af hovedårsagerne til de lavere medlemstal.

“Man kan ikke rigtig lave en direkte sammenligning mellem fodbold, håndbold og ishockey. Du kan ikke spille ishockey med fire flasker og en bold, som du kan med fodbold, og vi har heller ikke et væld af frosne søer man kan spille på, som de har i Canada eksempelvis.”

Nedenstående grafik viser et overblik over udvalgte sportsgrenes medlemstal over de sidste fem år.

*Medlemstallene for fodbold indgår ikke i denne graf, da gennemsnittet over de seneste fem år er 361.368 medlemmer, og derfor vil give en stor skævhed i tallene.

Træning kl. 22.00

Daniel Stjerne plejede at spille ishockey i Frederikshavn. Siden han flyttede til Aarhus, har det dog været svært at få puslespillet til at gå op. Da der kun er én ishal i Aarhus Kommune betyder det, at medmindre man spiller professionelt, er træningstider en mangelvare.

“Jeg måtte stoppe med at spille. Træningstiderne gjorde, at jeg ikke kunne få det til at hænge sammen. Hvis vi først går af isen kl. 23.45 bliver klokken godt over midnat, før jeg er hjemme, og det er simpelthen for meget for mig.”

For ham er tilgængeligheden hovedfaktoren, der sætter grænser for, at mange ikke kan spille ishockey, medmindre det er på et professionelt plan.

“Det er helt vildt, hvor mange ishaller der ligger på Sjælland sammenlignet med resten af landet. Det er lige før, der er flere end på Fyn og i Jylland til sammen. Det tætteste alternativ, jeg har, er Silkeborg, og det er en lang tur at skulle tage to gange om ugen, bare for at kunne træne en time tidligere.”

Metal Ligaens rekordtilskuertal viser ishockeys voksende appel i Danmark, og det tyder på, at der er potentiale til mere. Sporten kæmper dog stadig med antallet af aktive spillere, grundet de høje omkostninger og de begrænsede faciliteter.


Sådan gjorde vi:

Data til denne artikel er primært hentet gennem Danmarks Statistik, metalligaen.dk og Danmarks Ishockey Union. Dataene er hentet ned i Excel og efterfølgende blevet brugt til datavisualiseringer. Resterende information er indsamlet gennem de mundtlige kilder, der citeres i artiklen.


Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer