Ressourcesvage familier venter længere i psykiatrien

Børn og unge fra ressourcesvage familier er knap 12 dage længere om at blive udredt, end børn og unge fra ressourcestærke familier. I de regioner det står værst til, er forskellen over 30 dage. Længere udredningstid kan føre til længere og sværere sygdomsforløb.

Af Mads Norman Søndergaard og Christoffer Løntoft Baun

Forældrenes økonomiske og sociale status har meget at sige, når deres børn skal udredes igennem psykiatrien. Ifølge en ny rapport, som Vive har lavet i samarbejde med Rigsrevisionen, stiger udredningstiden jo lavere social og økonomisk status man kommer fra.

Nina Tejs Jørring, som er overlæge i Region Hovedstaden og Forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab. fortæller at hun er overrasket over, at forskellen ikke er større.

“Der er slet ingen tvivl om, at det der er afgørende, for hvor hurtigt man kommer til, det er hvor meget overskud forældrene har til at henvende sig, sende rykkere osv.” – fortæller Nina Tejs Jørring.

Udredningsgarantien garanterer intet

Som udgangspunkt har alle patienter en udredningsgaranti på 30 dage. Dog lever ingen af regionerne op til kravet. I 2022 tog det næsten fire gange så lang tid at få sit barn udredt for psykiske diagnoser med et gennemsnit på 115 dage. Den lange ventetid er ifølge Nina Tejs Jørring bekymrende for børnenes udredningsforløb:

“Ligesom det betyder noget, hvor hurtigt du kommer i behandling med en kræftsygdom, lige så meget betyder det, hvor hurtigt du kommer til med psykisk sygdom, da man ellers kan risikerer længere og sværere sygdomsforløb”

Statsrevisorerne, som har udarbejdet rapporten i samarbejde med VIVE, retter også en skarp kritik af, at børn og unge hverken bliver udredt, eller får de rette informationer om udredningsgarantien, i overensstemmelse med loven.

Udredningsgarantien dækker over, at alle patienter har ret til udredning og undersøgelse indenfor 30 dage efter henvisning. Kan regionerne ikke imødekomme dette, har man som patient ret til at blive henvist til et privathospital. Garantien er en del af tiltaget ‘udvidet frit sygehusvalg’. Statsrevisorernes kritik går på, at syv ud af ti børn og unge ikke bliver informeret om muligheden for frit sygehusvalg og derfor ender med at vente længere end nødvendigt.
Kilde: Danske regioner

Vives analyse er foretaget på baggrund af samtlige udredningsforløb blandt børn og unge under 18 år i perioden 2019-2022. På de tre år er budgettet til børne- og ungepsykiatrien steget med 7%. Samtidig er ventetiden på en udredning steget fra gennemsnitligt 76 dage til i 2022 at være oppe på 115 dage. 

Toppen af Danmark er i bund

I Region Nordjylland, som er den region, hvor det står værst til, skal ressourcesvage familier i gennemsnit vente en måned længere på at få udredt deres børn, mens landsgennemsnittet lyder på knap 12 dage.

Ifølge Jan Mainz, direktør ved psykiatrien i Region Nordjylland, skal man i regionen i gang med at kortlægge, hvorfor der er så stor forskel på, hvor hurtigt børn bliver udredt.

Han peger dog på, at Region Nordjylland og Region Sjælland, som er de regioner, der har de største forskelle på udredningstiden, samtidig har flere ressourcesvage familier, og derfor også flere komplekse sager.

“Sager, som involverer ressourcesvage familier, er ofte af en mere alvorlig karakter, og derfor skal der også indhentes flere informationer, nogle gange fra flere forskellige myndigheder, og det tager bare længere tid.”

Han nævner desuden, at Region Nordjyllands eneste børne- og ungdomspsykiatriske afdeling er placeret i Aalborg. Det rammer særligt de ressourcesvage familier i yderkanten af regionen, som kan have svært ved at finde tid og overskud til den lange transport.

“Når det kommer til ressourcesvage familier, oplever vi flere aflysninger, men vi prøver at komme det til livs ved hjælp af SMS påmindelser og i nogle tilfælde også opkald” 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer