Danskerne er blevet rigere, og vi vælger derfor oftere at bo alene. Det gælder især i Aarhus Kommune, hvor udviklingen både kan ses i tal fra Danmarks Statistik og data fra BoligPortal.
Af Amalie Krammager og Ida Sigh Larsen
Danskerne vælger oftere og oftere at bo alene. Sådan har tendensen været de sidste mange år, men dykker man længere ned i de nyeste tal fra Danmarks Statistik, viser det sig, at udviklingen har taget fart i de sidste fem år. Specielt i Aarhus.
Her er antallet af folk, der bor alene, steget fra næsten 65.000 i 2019 til godt 77.000 i 2024. Det er en stigning på næsten 20 procent. Det gør Aarhus til den kommune, hvor udviklingen har været størst, hvis man sammenligner med de tre andre største byer i Danmark. I Odense er det steget med 14 procent, København med 10 procent og Aalborg kommer på andenpladsen, da de har haft en stigning på 17 procent.
Antallet af personer, der bor alene i Aarhus Kommune, har været stødt stigende i lang tid. Men udviklingen har været særligt tydelig i løbet af de sidste fem år.
Kilde: Danmarks Statistik.
De studerende flytter til Aarhus
Forskningschef for Fremforsk, Center for fremtidsforskning Marianne Levinsen forklarer, at grunden til den eksplosive vækst i netop Aarhus skal findes blandt de studerende i kommunen. For de studerende udgør her en langt større del af befolkningen end i kommuner som for eksempel København.
Kigger man på tendensen i et bredere perspektiv, har danskerne fået flere penge mellem hænderne og har dermed oftere mulighed for at betale huslejen selv. Også de studerende.
“I gamle dage var folk jo nødt til at bo med deres familie eller bo sammen i et hus, hvis de skulle have en bolig,” siger Marianne Levinsen.
Flere unge søger små boliger
Tendensen er også tydelig i lejeboligbranchen, kan man se hos BoligPortal. Alene fra 2022 til 2023 er antallet af søgninger på deres hjemmeside efter de mindre boliger med et eller to værelser indenfor Aarhus’ kommunegrænse steget med 50 procent. Data fra BoligPortal viser også, at det helt klart er de 18-30-årige, der søger mest efter et- og toværelses boliger i Aarhus Kommune. BoligPortal sidder på cirka 70% af markedet for lejeboliger i Danmark og har i skrivende stund 41.000 aktive brugere.
Store generationer
Marianne Levinsen mener tillige, at den generelle tendens til at flere bor alene, også kan skyldes generationernes skiftende størrelse. Hun fortæller, at vi har en stor generation af ældre, der nu bor alene. Derudover blev der født mange børn i 1990’erne, som i dag er i midt tyverne til midt trediverne. De vælger at få børn ret sent, hvilket man kan se, da aldersgennemsnittet for førstegangsfødende i dag er på 30 år, og for førstegangsfædre næsten 32 år. Det, sammen med det faktum, at vi alle har flere penge imellem hænderne, betyder at 90’er-børnene bor alene i længere tid end før.
Aarhus Kommune ligger på landsplan på andenpladsen over de kommuner, der har set den største udvikling i folk, der bor alene. På førstepladsen ligger Solrød Kommune.