Social og sundhedsområdet er ramt af problemer med rekruttering, højt frafald på uddannelsen og fordomme om faget. Men bag de sørgelige statistikker gemmer sig mennesker, der elsker deres arbejde.
Af Sissel Thiellesen og Elisa Norgaard Mortensen
Emma Fænk er ikke i tvivl. Hendes mavefornemmelse og faglighed siger, at det er det eneste rigtige at gøre. Hun er afløser på et plejehjem, og på sin vagt opdager hun en borger, der er meget syg. Borgeren er kendt for at klage over smerter i hele kroppen, så hendes kollegaer har svært ved at vurdere, hvor alvorligt det egentlig er. Selvom det er en måned siden Emma Fænk har afløst på plejehjemmet sidst, er hun ikke i tvivl om, at der skal handles. Hun tager derfor en selvstændig beslutning, tjekker op på borgerens helbred, kontakter en sygeplejerske og der bliver ringet efter en lægevagt. Emma vil ikke forlade borgeren, så hun sidder og venter i flere timer, efter hun egentlig havde fri fra arbejde. Borgeren bliver efterfølgende indlagt i flere måneder.
“Der blev jeg bekræftet i, at mine observationer er gode, og jeg er dygtig til mit arbejde,” siger Emma Fænk i dag, da hun tænker tilbage på situationen.
Da hun var under uddannelse til social- og sundhedsassistent i Esbjerg, glædede Emma Fænk sig til at få netop det ansvar. Hun så frem til at kunne handle selvstændigt i uforudsigelige situationer.
“Jeg har en evne til lynhurtigt at finde ud af, hvordan jeg skal handle i akutte situationer, det er her, at jeg kan mærke, at jeg gør en forskel,” siger Emma Fænk, der under uddannelsen mærkede, at hun var landet på den helt rigtige hylde.
Emmas lyst til at få og påtage sig et stort ansvar var så stort, at hun nogle gange gik på kompromis med sit eget helbred for at yde omsorg og pleje. En anden borger på plejehjemmet krævede særligt meget af Emma. Han havde nogle kognitive forstyrrelser, som fik ham til at kæmpe imod, når han skulle have hjælp til den personlige hygiejne.
Emma og hendes kollegaer fik at vide, at hvis de ikke kunne udføre deres arbejde hensigtsmæssigt, så måtte løsningen være, at de slet ikke lavede den personlige hygiejne, for de skulle i hvert fald ikke gå i stykker.
“Det kunne jeg bare ikke få mig selv til, for jeg kender jo til risikoen for infektion. Så jeg stod rigtig uhensigtsmæssigt og brugte alt for mange kræfter,” siger Emma Fænk.
Den dårlige arbejdsstilling førte til rygsmerter, der udløste et angstanfald, der fik Emma til at gå til lægen. Lægen kunne så fortælle Emma, at det var en stressreaktion, og hun blev kort tid efter sygemeldt.
Presset starter på uddannelsen
Emma gik lynhurtigt fra at være glad for sit arbejde som social- og sundhedsassistent til at blive en del af en række nedslående tal på området. I en rapport lavet af Arbejdstilsynet (National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere) svarer 23 procent af de adspurgte social- og sundhedsassistenter, at de hele tiden eller ofte har følt sig stresset indenfor de seneste to uger. Desuden er der store problemer med rekruttering, frafald på uddannelserne og fagets dårlige image.
Blandt andet viser Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at næsten hver tredje elev er droppet ud af social- og sundhedsassistent og -hjælperuddannelsen det seneste skoleår.
Forsker Heidi Hesselberg Lauritzen, der står bag rapporten Analyse af social- og sundhedsfagenes image og imageudfordringer, kalder en af årsagerne til frafaldet et praksis-chok og et ansvars-chok, som sker, når eleverne går fra skolebænken og ud i virkeligheden. De bliver kastet ud i den virkelige verden, møder arbejdspresset og oplever, at der bliver løbet stærkt. Hun fortæller, at eleverne i praktik fra start skal klare mange opgaver, og de får et ansvar, som de ikke nødvendigvis føler sig klædt på til at løfte.
“Det er jo et udtryk for, at man er så presset derude, at eleverne hurtigt kommer til at indgå i normeringen ude i hjemmeplejen eller på plejecentre og dermed skal varetage arbejdsopgaver på egen hånd, i stedet for at det bliver et egentligt læringsforløb med tid til løbende vejledning og supervision,” siger Heidi Hesselberg Lauritzen.
Men ifølge Heidi Hesselberg Lauritzen er praksis-chokket ikke den eneste grund til det store frafald. Hun mener også, at fagligheden spiller en rolle. For selvom der ikke stilles de store krav for optagelse på uddannelsen, så stilles der store krav til fagligheden undervejs i uddannelsen, og det mener Heidi Hesselberg Lauritzen ikke nødvendigvis, at alle kan leve op til.
Den svære overgang
På SOSU Østjylland er de påvirket af det store frafald, og de gør derfor meget for at fastholde deres elever. De tilbyder blandt andet kontaktlærere, der skal fungere som en tryg base i hverdagen, de har studiestøtte, som kan være en studiestøttelærer, der er med i undervisningen, eller IT-support, hvis man for eksempel har dysleksi. Derudover laver de trivselsmålinger, hvor de bliver opmærksomme på, hvis der er en elev, der har brug for ekstra hjælp og støtte.
Anne Cathrine Schou Røhl er uddannelses- og rekrutteringsvejleder på SOSU Østjylland. Hun mener, at der er mange dilemmaer forbundet med den støtte, de yder på skolen.
“Når eleverne kommer ud i praktik, så er det en stor kontrast til det, vi kan tilbyde på skolen. Det kan hurtigt blive enormt svært at komme ud i praktik og klare sig, hvis man er vant til et stort hjælpeapparat fra skolen,” siger Anne Cathrine Schou Røhl.
Det er ifølge hende i overgangen fra skole til praktik, at der sker et stort frafald.
“Praktikken skaber jo de her brud. Går man i gymnasiet, så går man i den samme klasse alle tre år, hvor man på vores uddannelse bliver kastet rundt ude i virkeligheden. Så for os er det virkelig et dilemma, hvor meget vi bør hjælpe dem i starten,” siger Anne Cathrine Schou Røhl.
Fordommene spænder ben for rekruttering
En anden udfordring er at rekruttere elever nok til at dække fremtidens efterspørgsel på social- og sundhedsansatte. Finansministeriet anslår ud fra beregninger, at der vil mangle 17.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Fordomme og forestillinger om, hvad social- og sundhedsmedarbejdere laver, gør det svært at tiltrække nye elever. Her peger både forsker Heidi Hesselberg Lauritzen og vejleder Anne Cathrine Schou Røhl på, at medierne spiller en stor rolle.
“Undersøgelser viser, at medierne har en enorm stor betydning for, hvordan vi ser på social- og sundhedsområdet. Hvis medierne bliver ved med at producere eller reproducere det her billede, de her fordomme, de her stereotype forestillinger, jamen så kan SOSU skolerne have nok så gode hjemmesider om, hvor fedt og fantastisk det er, at tage en uddannelse hos dem, men det batter ikke i praksis, når fremstillingen er en anden i TV, i aviser eller på de sociale medier,” siger Heidi Hesselberg Lauritzen.
Det er en problematik, som Anne Cathrine Schou Røhl kan nikke genkendende til, for det er blandt andet hende, der arbejder med rekruttering for SOSU Østjylland.
“Hver gang der kommer en rigtig træls historie i medierne, så sidder jeg med følelsen af, ‘fuck, det var lige et års arbejde for mig, der blev ødelagt.’ Selvfølgelig skal man fremhæve ting, der ikke fungerer, der skal være gennemsigtighed. Men hvis vi skal komme rekrutteringsproblemet til livs, så skal der fokus på de positive historier,” siger hun.
De gode historier, der ikke trækker overskrifter
Signe Gundlach sidder og holder en beboer i hånden, som hun har fulgt på plejehjemmet i omkring et år. I det år er det gået ned ad bakke med den 96-årige kvindes helbred, og hun har ikke lang tid tilbage. Signe kan mærke, at hun er bange. Hun klemmer Signes hånd, kigger hende i øjnene og siger.
“Dig har jeg virkelig været glad for.”
Signe må synke en ekstra gang for ikke at træde for meget ud af sin professionelle rolle.
“Det var virkelig en værdifuld oplevelse for mig,” siger hun i dag, når hun tænker tilbage på den meningsfulde oplevelse.
Signe er 21 år og arbejder som social- og sundhedsassistent på et plejehjem i Videvæk og efter eget udsagn, så elsker hun sit arbejde.
“Jeg har egentlig altid brændt for at være noget for andre. Jeg vil gerne hjælpe andre, som ikke selv kan, men også sørge for, at de, der kan bare en lille smule, får lov til det. Det er virkelig et arbejde, der giver rigtig god mening for mig,” siger Signe Gundlach.
Men selvom Signe Gundlach i dag elsker sit arbejde og sin arbejdsplads, var hun tæt på at havne i statistikken med de elever, der stopper på uddannelsen, når de oplever et praksis-chok. Signe havde sin første praktik på samme plejehjem, som hun arbejder på i dag.
“Jeg gik grædende hjem fra min første dag i praktik. Jeg var klar til at sige, ‘det her skal jeg i hvert fald ikke.’ Det var overvældende, der var mange nerver, jeg var træt, og så er det virkelig grænseoverskridende for en 17-årige for første gang at se et ældre menneske uden tøj på,” siger Signe Gundlach.
Men heldigvis gav Signe ikke op. Hendes mor mente, at hun skulle give det en chance for at se, om det blev bedre. Og det gjorde det.
Signe samler på succesoplevelser
Signe havde egentlig ikke forestillet sig, at hun skulle arbejde på et plejehjem. Hun var nemlig selv påvirket af de fordomme, der florerede.
“Jeg var bange for, at arbejdet bare ville være det samme igen og igen, og at den personlige pleje fyldte meget. Men det gør den ikke. Selvfølgelig indebærer jobbet personlig pleje, men det er jo langt fra det eneste man laver,” siger Signe Gundlach.
Heidi Hesselberg Lauritzens forskning viser, at der er mange færdiguddannede social- og sundhedsassistenter, der selv har siddet med de fordomme.
”Det pudsige er, at når vi har været ude og lave interviews med både elever og medarbejdere inden for faget, så har de fleste selv haft de her fordomme inden de startede på uddannelsen eller med arbejdet i ældreplejen,” siger hun.
Men Signe blev klogere og gør i dag en dyd ud af at tale positivt og respektfuldt om arbejdet som social- og sundhedsassistent. Hun samler på succesoplevelser, og dem er der mange af.
“Vi har med mennesker at gøre, der er meget taknemmelige. Jeg håber, der stadig findes plejehjem, når jeg er gammel, for så vil jeg glæde mig til, at det bliver min tur,” siger Signe Gundlach.