Af Clara Faust Spies, Alberte Silberbrandt og Emil Vincent
“Din krop kan slet ikke holde til det der i længden”. 17-årige Emily Bowen sidder på sin læges kontor. Hun er fuldstændigt drænet for energi, og har svært ved at huske de ting hun skal sige. Siden folkeskolen har hun døjet med angstanfald og depression ad flere omgange, og det har sat sine spor.
Besøget handler egentlig om en lægeerklæring til et kørekort, men når Emily forsøger at svare på lægens spørgsmål, har hun svært ved at få ordene ud af sin mund.
Ordene falder, da hun med tårer på kinderne forklarer, at hun kort forinden har haft et anfald, og at det nok er derfor hun ser lidt træt ud. Da han spørger, om hun har oplevet det før, griner både Emily og hendes mor, der er taget med. Det virker nærmest absurd at spørge om. Hun oplever dagligt udmattende angstanfald, og det er blevet til en fast del af hendes hverdag.
På det her tidspunkt ved Emily ikke at hun har en ubehandlet ADD-diagnose, der gør det vanskeligt at slappe af og er med til at forværre hendes angstanfald og depression.
Emilys læge ser alvorligt på hende.
“Jeg synes virkelig, du skal overveje at begynde på antidepressiv medicin.”
Flere piller mod depression
Antallet af unge der benytter sig af antidepressive lægemidler i Danmark er generelt stigende.
Især de unge 18-24 årige kvinders forbrug har haft en opadgående kurve og siden 2018 er det steget med næsten 60%.
En del af forklaringen kan være, at man i psykiatrien ofte er hurtig til at undersøge unge kvinder med ADD for angst og depression.
“Ofte bliver kvinder screenet for depression, hvis de går til lægen, og siger at de har det svært. Derfor er der flere kvinder, der først får antidepressiv medicin udskrevet, hvor deres ADHD- eller ADD-diagnose først senere bliver opdaget”, siger Marie Stegger Sørensen, psykolog og centerleder ved Center for ADHD.
Angsten var en følgesvend
I folkeskolen er Emily udadtil glad. Hun er vellidt og får gode karakterer, men fra 6. klasse døjer hun med angstanfald. Den facade, hun bærer, krakelerer hurtigt i situationer, hvor hun føler et socialt pres.
“Udklædningsfester har altid været en trigger for mig. Sekundet jeg trådte ind i klassen kunne jeg bryde helt sammen. Så skulle jeg bare væk fra de andre, og hentes af min mor, og jeg græd og græd og hyperventilerede.”
Hun frygter at skille sig ud på den forkerte måde, og hun har svært ved at håndtere situationer, hvor hun skal præstere. Når det bliver for meget, kan hun bryde sammen. Det bliver gradvist værre og i løbet af niende klasse begynder Emily at vende problemerne indad. Hun oplever perioder med depression, der bliver udløst af hendes angstanfald.
“En af grundene til at det var så hårdt, var fordi at jeg virkelig gerne ville klare det godt i skolen og have det godt socialt. Jeg gav den virkelig gas med at være udadvendt. Det var vildt hårdt, og til sidst blev jeg virkelig skrøbelig, for jeg var ikke i stand til at blive ved.”
Emily glider ud af den vennegruppe, hun ellers har været en fast del af. Hun har meget fravær, og når hun endelig møder op til timerne, græder hun ofte undervejs.
Det er først på det her tidspunkt, at Emily får et sprog for de ting, hun kæmper med. Hun taler med sin mor om “episoderne”, som de kalder angstanfaldene, og hun begynder kort efter til psykolog. Hun anbefaler at Emily kommer på antidepressiv medicin, men hun takker nej.
“Min første psykolog sagde tidligt til mig, at hun ikke tænkte, at jeg kunne løse mine problemer kun med samtaleterapi. Og da hun sagde, at jeg skulle overveje medicin, så tænkte jeg: ‘gå væk.'”
ADD og depression
29 procent af kvinder med ADD oplever på et tidspunkt at have en depression.
ADHD-foreningen skriver på deres hjemmeside at piger med ADD, ofte udvikler andre problemer der overskygger for deres ADD:
“Piger finder ofte en strategi til at håndtere deres udfordringer og har derudover en tendens til at vende følelserne indad i modsætning til drenge. I stedet udvikler piger og kvinder oftere psykiske problemer.”
Derfor bliver piger i gennemsnit også først diagnosticeret med ADHD og ADD som 17 årige. Drenge med ADHD får derimod i gennemsnit allerede diagnosen, når de er 7 år gamle.
Fortiden følger med
Emilys gymnasietid er mildest talt turbulent. I begyndelsen forsøger hun at kompensere for sin angst ved at deltage i alle sociale arrangementer, hun kan komme i nærheden af.
“Jeg går virkelig til den fra begyndelsen. Jeg lærer alle fra min årgang at kende og melder mig ind i alle udvalg. De første to måneder af gymnasiet foregik i det vildeste tempo. Jeg spiste ingenting, og jeg var fuldstændigt overstimuleret.”
Efter seks måneder skifter Emily gymnasium. Efter de første par måneder kan hun ikke længere fortsætte med samme hastighed, og hun begynder at få det værre. Når hun kommer hjem om aftenen, er hun helt smadret, og hun oplever ofte episoder med angstanfald midt i skoletiden. Derfor træffer hun beslutningen om at skifte til en ny skole med håbet om at det er valget af skole, der har gjort, at hun har fået det værre.
Næsten samtidig med hendes skifte ankommer coronapandemien til Danmark, og Emily sidder det næste halvandet år indespærret på sit værelse omgivet af fremmede ansigter på zoom. Det hjælper ikke ligefrem på hendes psykiske helbred, og det næste år bliver hun ramt af en alvorlig depression og selvmordstanker.
“Jeg var meget lukket inde. Jeg ved godt nu, at jeg havde folk omkring mig og venner, men de føltes meget langt væk på det tidspunkt,” siger Emily, når hun fortæller om de selvmordstanker, der udviklede sig under isolationen.
“Jeg tror, de fleste følte, at tiden under corona gik virkelig langsomt. Jeg følte, det var en evighed, at jeg sank længere og længere ned i en håbløshed.”
Et afgørende opkald
Emily er efterhånden desperat. Hun går nu i 3.G, og angst og depression styrer hendes hverdag. Hendes krop er ved at lukke ned, og hun har næsten ingen mimik tilbage.
Selv om hun for en måned siden sagde nej til sin læge, da han tilbød at udskrive antidepressiv medicin, finder hun sin telefon frem og ringer til ham.
“Jeg vil gerne prøve medicinen alligevel.”
Han laver en recept med det samme, og Emily går forbi det nærmeste apotek på vej til skole. Da hun ankommer til undervisningen, sætter hun sig sammen med en ven og læser indlægssedlen meget nøje. Den lange liste med bivirkninger virker voldsom, og hun er fortsat skeptisk over at skulle begynde på medicinen. Alligevel tager hun de første piller i musiktimen.
“Det var underligt at skulle på pillerne, for jeg havde været imod det så længe og det var virkelig nogle langt ude bivirkninger, der stod på sedlen. Man kunne tisse i bukserne og opleve ansigtsspasmer.”
Emily oplever store forandringer, da hun begynder på den antidepressive medicin. Hun har ikke længere de samme negative tanker, og det bliver lettere at slappe af.
“Der var ikke noget anderledes ved mig eller resten af verden. Men den fundamentale forandring var at jeg ikke kunne komme ned ad den samme tankespiral, som jeg plejede. Så allerede de første par måneder gik jeg med en følelse af, at der bare var ro.”
Emily oplever fremgang ved medicinen, men bliver også hurtigt resistent overfor den. Nogle af hendes angst- og depressionssymptomer vender tilbage i mildere grad, og hun skal på “ferie” fra medicinen for at opleve virkning ved samme medicin, der havde hjulpet.
“Allerede tidligt i forløbet hun min nye psykolog nævnte hun, at jeg viste tydelige tegn på ADHD eller ADD og havde bedt mig om at undersøge det”
Emily får sin ADD-diagnose igennem sin private sundhedsforsikring. Hun føler, at det hele giver mening, og at hun nu både har en forklaring på alle sine udfordringer, men også et håb om, at hun med den rigtige kombination af medicin kan få det endnu bedre.