I 2025 er det planen, at Danmarks første grønne indenrigsrute skal starte op. Hvilke to danske byer, den skal forbinde, er endnu ikke fastlagt, men står det til Aarhus Airport, så skal landets to største byer være værter for ruten.
Billede: Aarhus Airport
Af Jacob Lomholt, Frederik Milbæk og Elisa Norgaard Mortensen
Tidligere på måneden kom regeringen med et udspil om omstillingen til grøn luftfart i Danmark. En af de centrale emner i udspillet er planen om, at der allerede fra 2025 skal være grøn indenrigsrute i Danmark, som flyves på 100% bæredygtigt flybrændstof.
I udspillet nævnes to eksempler på potentielle grønne ruter, der kan starte op fra 2025. Aalborg – København og Sønderborg – København. Står det til Aarhus Airport, så skal det dog være Aarhus, som skal forbindes med en grøn flyrute med København. Det fortæller kommunikationschef i Aarhus Airport Tina Baungaard-Jensen.
“Det ville være et stærkt signal at sende, hvis man rent faktisk lagde en grøn rute mellem Danmarks to største økonomiske vækstcentre. Derudover ville det også være et stærkt signal fra regeringen, om at man rent faktisk ser meningen med, at den grønne omstilling skal kunne kobles op på økonomi, vækst og den generelle udvikling i samfundet,” fortæller hun.
Derudover ville det ifølge Tina Baungaard-Jensen ligeledes være et kæmpe skub i den grønne retning for Aarhus Airport som virksomhed, der har ambitioner om at blive CO2-neutrale inden 2030.
“Det ville også bare være et stort tjek for vores eget sociale ansvar som virksomhed. Det er noget, vi ville blive enormt stolte af og glade for, hvis ruten endte hos os,” fortæller Tina Baungaard-Jensen videre.
SAF, det bæredygtige flybrændstof
Det er ingen hemmelighed, at flyrejser topper statistikker over de mest CO2-udledende transportformer.
SAF, som står for Sustainable Aviation Fuel, er en type bæredygtigt brændstof, der er designet til at reducere luftfartens miljøpåvirkning. Ifølge IATA, den internationale handelsorganisation for flyselskaber, vil det bæredygtige brændstof bidrage med at nedsætte den samlede CO2-udledning ved luftfart med 65% inden 2050, og dermed hjælpe godt på vej til målet om en CO2-neutral luftfart samme år.
Tidligere på året vedtog EU-kommissionen nye reguleringer, som skal få SAF implementeret i den europæiske luftfart frem mod 2050. Det bæredygtige brændstof kan blandes med traditionel flybrændstof, så fremgangsmåden bliver en løbende forøgelse i blandingsprocenten med den traditionelle brændstof.
Tina Baungaard-Jensen fortæller, at Aarhus Airport allerede er klar til at modtage det bæredygtige brændstof. Infrastrukturen er på plads, og det eneste, der mangler, er, at udbuddet bliver stort nok til at SAF kan indkøbes i store nok mængder til at gøre en forskel i flytanken.
Flyafgift skal finansiere omstillingen til grøn luftfart
Et af de store diskussionsemner ved det nye udspil er den nye flyafgift, som skal pålægges flypassagerer, når de køber en flybillet. Afgiften forhandles i netop disse dage af Folketingets partier.
En stor del af flyafgiften skal gå direkte til investering i grøn luftfart. Dog skal den største del af flyafgiften gå til en forhøjelse af ældrechecken, hvis det står til regeringen. Noget, som flere af landets lufthavne allerede har luftet deres utilfredshed om.
Aarhus Airport er heller ikke tilfredse, hvis størstedelen af afgiften skal gå til et område, som ligger helt uden for luftfarten.
“Hvis det skal give mening at kalde det en motor for grøn omstilling i luftfart, så skal hele provenuet gå til branchen,” siger Tina Baungaard-Jensen om regeringens udspil til den nye flyafgift.
Sådan gjorde vi:Udgangspunktet for historien stammer fra regeringens udspil om grøn luftfart. Vi har derefter snakket med Aarhus Airport om flere af de punkter, som præsenteres i udspillet og hørt deres meninger hertil. Vi har derudover trukket data ud fra udspillet om flyafgiften. Dataen i artiklen stammer derudover fra EU-kommissionen, som er visualiseringen af implementeringen af SAF, og fra Greenmatch.dk, som er visualiseringen med klimabelastningen ved forskellige transportformer. |