Sidste år henvendte 72 børn sig til BørneTelefonen og Hørt juleaften. For disse børn handler julen ikke om familiehygge, mad og gaver. De mistrives, har angst og føler sig ensomme.
Foto fra unsplash
Af Sara Oline Martini Jørgensen
“Altså jeg er vant til dårlig jul. Bare en masse skænderier. Vi var hos min moster, og de laver seriøst ikke andet end at råbe af deres børn,” fortæller en 15-årig pige, da hun snakker med BørneTelefonen 24. december 2022.
Og hun står ikke alene. 72 børn kontaktede sidste år BørneTelefonen og Hørt, fordi de ikke havde det godt juleaften, viser en analyse lavet af Børns Vilkår. Det tal er steget fra året før, hvor 64 ringede.
Faktisk er der mere stille på linjen juleaften end resten af året. Mange børn og unge har travlt med juleting og familietid, og derfor har BørneTelefonen ikke lige så travlt med de mere brede tematikker.
Det fortæller Ida Hilario, der er børnefaglig konsulent hos BørneTelefonen. Det betyder også, at dem, der ringer, ringer med tungere ting – de står ofte meget alene i svære situationer. Hilario ser et tydeligt mønster i henvendelserne omkring juleaften.
Det er børn, der har det svært – måske er de ensomme, har angst eller udøver selvskadende adfærd. 23 af henvendelserne juleaften 2022 handlede om psykisk mistrivsel. Henvendelserne kan også skyldes, at der er dårlig stemning derhjemme, fordi forældrene drikker eller råber. Juletiden er nemlig en tid, hvor kontrasterne bliver meget tydelige, fortæller Hilario.
“Julen er forbundet med glæde, familie og kærlighed, og for nogen står det i stor kontrast til, hvordan deres liv ellers ser ud,” fortæller hun og uddyber. Juletiden kan være en udfordring for børn og unge, fordi deres hverdag sættes på pause. De er væk fra skolen og på den måde også deres vante rammer og fællesskaber. Hvis der er konflikter i hjemmet, bliver det ekstra udfordrende.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal, eller hvilke muligheder jeg har for at komme væk, eller om det virkelig er det, jeg har lyst til. Lige nu vil jeg i hvert fald bare ikke være hjemme,” fortæller en anden pige på 13.
Hos BørneTelefonen og Hørt sidder frivillige klar hele døgnet for at modtage henvendelser fra de børn og unge, der har det svært. De fleste bruger BørneTelefonen i dagtimerne, men flere benytter sig også af, at man kan henvende sig om natten. Det gjorde 20 ud af de 72 børn og unge sidste år.
De frivillige har alle børnefaglig baggrund og er vant til at snakke med børn og unge, der har det svært. De sidder dog aldrig alene men altid sammen med en medarbejder. Det gør de bl.a., hvis der skulle opstå en særlig kritisk situation, hvor myndighederne skal kontaktes. Det kan være, hvis barnet eller den unge er stukket af hjemmefra eller har planer om selvmord.
Hos BørneTelefonen og Hørt er det barnet eller den unge, der i sidste ende bestemmer. Alle henvendelser er som udgangspunkt anonyme. Hvis barnet eller den unge vil tage imod hjælpen fra myndighederne, har de mulighed for at bryde anonymiteten. Men den beslutning ligger ikke hos BørneTelefonen eller Hørt.
Julen er mangfoldig på godt og ondt. Det er en særlig tid, der for mange er forbundet med noget rart og godt. Men det er også en tid, der kan være udfordrende for mange af mange forskellige grunde. Derfor er det vigtigt for BørneTelefonen, at der sættes fokus på, at ikke alle har det lige let i den søde juletid. Derfor udgiver Børns Vilkår også hvert år analyser for, hvordan julen har set ud hos BørneTelefonen og Hørt.
“For børn i særligt udsatte positioner kan julen være ekstra svær. Vi skal minde folk om det. Vi må ikke miste dem af syne,” fortæller Hilario.