Flere fagpersoner er enige om, at det gavner undervisningen og de unge gymnasieelever at inddrage ikke-vestlig musik i musikundervisningen. De formelle krav til musikunderviserne er dog meget vage, mener flere.
Af: Sidse Marie Hansen, Kristoffer Nørager Møller og Mathias Dueholm
”Åh, Susanne” spillet på det afrikanske fingerklaver kalimba, eller en taktfast kalypso-rytme på den bangladeshiske tromme dholak. Det er ikke just et almindeligt indslag i musiklokalerne på de danske gymnasier.
Når skoleskemaet byder på faget musik, er det nemlig sjældent, at de gymnasiestuderende kan se frem til at blive undervist i musik fra eksotiske himmelstrøg. Det er derimod i høj grad den vestlige musikkultur, der maler lydtapetet, når der skal læres sang og samspil.
I en mindre rundspørge blandt musikundervisere på danske gymnasier, foretaget af nærværende medie, fremgår det ellers, at den ikke-vestlige musik i ny og næ finder sin vej til pensum. Problemet er, ifølge flere af de adspurgte, at rammerne for musikundervisningen ikke efterlader nok plads til at eksperimentere med afrikansk, asiatisk eller mellemøstlig musik.
Denne problematik er ikke ny for Lars Bach Hansen, forperson for Gymnasieskolernes Musiklærerforening, der arbejder for at fremme musikundervisningen i de gymnasiale uddannelser. Han genkender, at der er strukturelle benspænd, når det kommer til at inddrage ikke-vestlig musik i undervisningen.
”Hvis man gerne vil arbejde med ikke-vestlig musik, kræver det i mange tilfælde, at man har nogle erfaringer. Har man ikke det, kræver det noget tid for at blive fortrolig med det, og den del er jo selvfølgelig blevet hæmmet af de seneste regeringers besparelser på uddannelsesområdet, ” siger Lars Bach Hansen.
Med besparelser på uddannelsesområdet henviser Lars Bach Hansen til, at gymnasierne opretter flere hold per lærer, og det giver underviserne flere hold og flere elever at forholde sig til. Derudover mener Lars Bach Hansen, at formuleringerne i læreplanen for musikfaget på gymnasiet er utilstrækkelig, når der står, at ”undervisningen skal inddrage kulturelle og globale perspektiver og derved øge elevernes kultur- og omverdensforståelse.”
”Det er ikke vanvittigt præcist, det der står i forhold til ikke-vestlig musik,” siger Lars Bach Hansen, inden han også understreger, at der er et nærhedsprincip at tage højde for, og som kan forklare, hvorfor den ikke-vestlige musik ikke for alvor har gjort sit indtog i musikundervisningen:
”Det er selvfølgelig et dilemma, for vi skal jo lære både om det nære, om Rigsfællesskabet og sådan nogle ting. Men samtidigt er det altså vigtigt, at vi lærer noget om de mennesker og kulturer, der eksisterer langt fra os. Hvis læreplanen var mere specifik omkring et krav om eksempelvis et valgfrit emne om ikke-vestlig musik, ville eleverne opnå en mere nuanceret musikforståelse.”
Der er ikke tid til nysgerrighed
Rundspørgen, som mediet har foretaget blandt 20 musiklærere på forskellige danske gymnasier, hvoraf 7 er vendt tilbage med svar, indikerer, at der er en nysgerrighed og vilje til at inddrage ikke-vestlig musik i undervisningen. Flere fortæller imidlertid, at det er besværligt at nå at leve op til læreplanen, hvis man også skal lære fra sig om den ikke-vestlige musik. Andre mener, at en overfladisk introduktion er tilstrækkelig.
Spørger man Eva Fock, der er musikantropolog, musikentreprenør og lærebogsforfatter, er der grund til at være kritisk over for de gældende læreplaner for musikfaget i gymnasierne i Danmark. Heller ikke hun finder formuleringerne tilstrækkelige og efterlyser generelt, at elever og lærere udfordres mere gennem ikke-vestlig musik.
”Det er så tyndt som det kan blive, når alle skal være enige (formuleringerne i læreplanen, red.). Og det er synd for os alle sammen. At blive introduceret til noget helt fremmed musik rusker op i vores hoveder. Det er misforstået, at vi gerne vil høre noget vi kender. Det er kun fordi, vi er usikre på, hvordan vi skal reagere på noget nyt. Men det er dér vi bliver overrasket, bliver pirret musikalsk og gjort nysgerrige,” siger Eva Fock.
Når det kommer til at fortolke om omsætte læreplanen til konkret undervisning, tilskriver Eva Fock den manglende diversitet i musikvalget, til dels selve ordlyden i den. På den anden side opfordrer hun til, at man ude på gymnasierne tænker mere kreativt og er opmærksomme på, at undervisning og prøveform i høj grad er underlagt et vestligt paradigme.
”Halvdelen af det skyldes det, der står i læreplanen, mens den anden halvdel skyldes fortolkning. Man kunne sagtens have et meget mere globalt udsyn uden at ændre reglerne. Man kan faktisk godt tilgodese kravene med mere ikke-vestlig musik, og folk betragter det tit som det ekstra sjove,” siger Eva Fock.
Grunden til, at der alligevel ofte bliver tyet til den vestlige musikkultur er, ifølge Eva Fock, et spørgsmål om magelighed. Noget hun også advarer mod.
”Det er nemmere med den vestlige musik, men det verdens dårligste undskyldning. Det er ikke dér et samfund bliver interessant, og vi er aldrig blevet klogere af at gøre det nemmeste,” siger hun.