Trods indsats drukner de danske skibe i mænd
Det Blå Danmark er i høj grad præget af det mandlige køn – det gælder især stillingerne til søs. Siden 2019 har Danske Rederier arbejdet på at rekruttere flere kvinder. Men statistikkerne viser, at det ikke går helt som håbet.
Anne Windfeldt Trolle er direktør i Danske Rederier. Her er hun ansvarlig for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse & Danish Shipping Academy. Foto: Danske Rederier
Af Frederikke Møller Frederiksen
Omkring syv procent. Det er andelen af kvinder, der lige nu er ansat i de søfarende stillinger rundt om i de danske rederier. På trods af flere initiativer siden 2019 er det ikke lykkedes organisationen Danske Rederier at få flere kvinder til søs, hvis man ser på det samlet antal for medlemsrederierne. Andelen har derimod taget et mindre dyk.
Hos Danske Rederier peger man på Covid19 som en essentiel faktor i den kedelige udvikling:
”Passagerskibene afskedigede på det tidspunkt rigtigt mange. Passagerskibene er lige netop dem, der har mange kvinder ansat qua de mange forskellige faciliteter som, catering, restauranter, butikker mv.,” siger direktør Anne Windfeldt Trolle.
Anne W. Trolle påpeger desuden, at de små rederier i forvejen har problemer med at rekruttere arbejdskraft – og så bliver køn ikke højeste prioritet i rekrutteringsprocessen.
Udover Covid19 og mangel på arbejdskraft generelt i branchen skal problemet også findes på de maritime uddannelsesinstitutioner:
”Hvis ikke de starter på skolerne, så kommer de jo naturligvis ikke ud i rederierne,” siger Anne W. Trolle.
Taskforce for flere kvinder til søs
Og netop det at gøre uddannelserne mere attraktive og udbredte var blot én af de anbefalinger Danske Rederier udkom med, da de tilbage i 2019 nedsatte en taskforce for flere kvinder til søs.
Hensigten var, som navnet siger, at få flere kvinder ud i de søfarende stillinger.
Sammen med flere i den maritime branche – herunder uddannelsesinstitutionerne, faglige organisationer, repræsentanter fra de enkelte medlemsvirksomheder og kvindelige søfarende rollemodeller – udformede Danske Rederier ti anbefalinger, som branchen kunne tage udgangspunkt i. Udover fokus på uddannelserne lød anbefalingerne blandt andet på at gentænke rekrutteringsprocesser, rydde op i sprog og fordomme, samt gå forrest i ledelsen.
Akkurat sidstnævnte anbefaling medførte at Danske Rederier i 2019 tog endnu et initiativ – et charter, som kunne engagere topledelserne i medlemsvirksomhederne.
Med chartret skriver medlemsvirksomhederne blandet andet under på, at de vil opstille mål for antal ansatte kvinder.
I dag har 30 rederier skrevet under på chartret. Selvom det kun gælder knap en tredjedel af alle medlemsvirksomhederne, så er der tale om de rederier med flest antal ansatte – nærmere bestemt 80 procent af alle de ansatte i medlemsvirksomhederne. Chartret gælder modsat taskforcen hele shippingbranchen, altså både stillinger til søs og på land.
Modsat udviklingen i de søfarende stillinger, er der til sammenligning med år 2019, sket en lille stigning i antallet af kvinder, når det gælder stillingerne på land.
Kvinderne er vigtige
Kampen for at få kvinder ind i Det Blå Danmark er ikke uden begrundelse.
”Mange undersøgelser peger på, at en mangfoldig blanding af mænd og kvinder giver et bedre arbejdsmiljø og beslutninger,” siger Anne W. Trolle
Vigtigheden af en mangfoldig arbejdsplads bekræfter Anette Borchorts, der er professor emeritus i kønsforskning på Aalborg Universitet:
”Det er en styrke, at folk er forskellige. Det gælder ikke kun køn, men også andre faktorer som etnicitet og alder. Hvis der er mange, der er ens, kan det være svært for dem, der skiller sig ud. Det er ikke altid sundt, at man kun har nogle, der ligner hinanden”.
Arbejdet fortsætter
Selvom taskforcens arbejde ebbede ud, er kvinderne stadig et stort fokus i Danske Rederier. Udover chartret har organisationen udarbejdet værktøjer såsom handlingsplaner, afholdt seminar i genderbias, og når de i dag poster ting på SoMe og besøger messer, sørger de for at anvende kvindelige rollemodeller.
Selvom man hos Danske Rederier er klar over, at det bliver en lang og sej kamp, er de ved godt mod:
”Jeg håber, at vi kan se noget fremgang inden alt for længe. For vi går glip af halvdelen af talentmassen. Vi ved dog, at der bliver gjort noget derude,” siger Anne W. Trolle.
Et rederi, der dog trodser den kedelige udvikling, er Molslinjen. Det kan du læse mere om her.
Sådan gjorde vi: Dataet er hentet fra Danske Rederier, som har lavet et dataudtræk til os over deres medlemsvirksomheder. Efterfølgende er dataet blevet behandlet i Excel, hvor de absolutte tal er omregnet til procentandele. Dataet er indsat i Infogram, hvor visualiseringen er udarbejdet. |
Mega fed artikel, godt arbejde!