JM4-DATA-UGEPROJEKT_KRISTIAN, THOMAS OG JACOB

Hvis bare vi kunne slippe for at sidde i morgentrafik hver morgen – eller hvad?

På trods af formodninger om at vi ville fortsætte med at arbejde hjemmefra efter coronapandemiens ophør, er vi tilbage i bilerne og kører gerne langt for at komme på arbejde. Det viser tal fra Vejdirektoratet

På trods af muligheden for at arbejde hjemmefra, vælger mange at tage turen gennem morgentrafikken.
Foto: Khunkorn Laowisit, Vecteezy

Af Kristian Bejder, Thomas Rosendal og Jacob Lerche Nygaard

Mange troede, at hjemmearbejde var kommet for at blive – at vi i højere grad ville nedprioritere at sidde i tæt trafik om morgenen for at møde frem på arbejde og i stedet fortsat nyde friheden ved hjemmearbejde. Men kigger man på Vejdirektoratets optællinger af biltrafik er vi tilbage på samme niveau som før pandemien, og kører igen lige så mange kilometer.

Jonatan Aalbæk er én af dem som er tilbage på vejene igen. Han bor i Tarm men kører de fleste dage til Billund, hvor han arbejder. 40 minutter hver vej. 100 kilometer tilbagelagt hver dag. Men han betragter ikke tiden bag rattet som tidsspilde. 
“Jeg kan godt lide tiden til at indstille mig på, hvad dagen lige byder på. At jeg lige har 40 minutter for mig selv, hvor jeg lige kan sidde og vågne op og tænke igennem, hvad det er der skal nås i dag,” fortæller han.

Tiden bruger han på at høre podcasts og nyheder. Og så er det også en god mulighed for at klare opkald til forældrene, foretage praktiske telefonsamtaler og omstille sig til, hvad der skal ske på den anden side af køreturen

Tilbage på samme niveau som før pandemien

restriktionerne blev ophævet, steg trafiktallene i en sådan grad, at vi i 2022 var tilbage på næsten samme niveau som før corona.

Og det er ikke så mærkeligt ifølge Malene Freudendal-Pedersen. Hun er professor i byplanlægning og har en tværfaglig baggrund i sociologi og transportadfærd.

“Der er nogen, der fortsat arbejder hjemmefra, men vi har nok undervurderet, hvor rart det er at komme lidt væk hjemmefra. Det har vi ligesom fået nok af under coronapandemien. Og så prioriterer vi at komme hen til vores kollegaer,” fortæller hun

Jonatan Aalbæk nikker genkendende til prioriteringen af sine kollegaer

“Den største motivation til at tage køreturen er mine kollegaer. Det er rart at komme lidt ud og mødes med nogle andre mennesker. Og så får jeg en masse inspiration af mine kollegaer. Det er meget nemmere at sparre med dem, når man sidder på samme kontor,” siger Jonatan.

Pendling er en slags terapi

Udover de sociale gevinster, som for mange ligger til grund for at man tager turen gennem morgentrafikken, peger Malene Freudendal-Pedersen på at pendling kan have flere andre fordele for den enkeltes velvære. Både hendes egen forskning og flere amerikanske studier vidner nemlig om, at transporttid for de fleste ikke bare er død tid. 

“For rigtig mange er det alenetid, hvor man kan få en halv time for sig selv. Det er godt for sjæl og velvære at have alenetid i løbet af dagen, og den finder mange i bilen. Det er en tid som rigtig mange sætter pris på,” siger professoren.

DSB mærker stadig hjemmearbejdet

Selvom vejtrafikken er fundet tilbage på samme niveau som før pandemien, kan DSB godt mærke, at flere stadig arbejder hjemme end tidligere. Her er man endnu ikke helt tilbage på samme niveau som før corona, og det kan særligt mærkes i det Københavnske S-togsnen, der normalt udgør det største antal kunder. 
“Normalt er der i omegnen af 350.000 daglige rejser med S-tog, men vi ligger stadig en håndfuld procent under det tal selvom det er et stykke tid siden vi havde corona restriktioner,“ fortæller Tony Bispeskov, informationschef for DSB

SÅDAN HAR VI BEHANDLET DATA:
Vejdirektoratet opdaterer løbende data på deres hjemmeside. Kurven længere oppe i artiklen er en datavisualisering af statistikkatalogets Indeks1.
Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer