JM4 – F23 – Data – Ugeopgave – Artikel 2 – Sidse – Mathias – Kristoffer: Danmarks Radio skal spille alsidig musik, men kun 1 procent af de mest spillede kunstnere er ikke fra Vesten 

Ifølge DR’s public service-kontrakt for 2022-2025 skal DR arbejde målrettet med at skabe større diversitet i forhold til valg af musikere, der spilles på deres platforme. Men kun 1 procent af de mest spillede kunstnere på P3, P4 og P6 kommer ikke fra vestlige lande. Musikantropolog kalder det “synd for danskerne”. 

Af Mathias Dueholm, Sidse Marie Hansen og Kristoffer Nørager Møller  

“DR skal arbejde målrettet med at skabe større diversitet i forhold til valg af musikere, der spilles på DR’s platforme. DR skal redegøre for diversiteten.” 

Sådan lyder et af punkterne i DR’s public service-kontrakt for 2022-2025. Aftalen blev indgået i forlængelse af den mediepolitiske aftale for 2022-2025 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.  

Men nye tal viser, at kun omkring 1 procent af de 100 mest spillede kunstnere på P3, P4 København og P6 Beat i 2022 kommer fra lande, der ligger uden for Europa, USA, Canada eller Australien og New Zealand. På P3 står kunstnerne i top-100 for omkring 61 procent af kanalens samlede årlige afspilninger. På P4 København er det 52 procent, og på P6 Beat er det 41 procent.  

Ser man nærmere på, hvordan en sendeflade ser ud på en tilfældig dag på de tre kanaler, er det samme billede, der tegner sig.  

D. 21. marts 2023 var det således på alle tre kanaler også omkring et enkelt ud af 100 numre, der var af en ikke-vestlig kunstner. Blandt andre faldt der på P3 lidt sendetid af til nigerianske Rema, mens P6 Beat fik masseret et enkelt nummer ind med maliske Fatoumata Diawara og et med Kutiman fra Israel. På P4 København var vi i den lidt mere velkendte kategori af ikke-vestlige kunstnere; det blev til et enkelt nummer med jamaicanske Bob Marley og et med colombianeren Shakira.  

Kulturordfører: Vestlig kultur er den bedste kultur 

Kulturordfører Søren Søndergaard (Ø) fortæller, at Enhedslisten blandt andet indgik i aftalen om public service-kontrakten, fordi man ønskede mere diversitet i musikken. Han er dog ikke tilfreds med, at den geografiske diversitet på de tre kanaler synes at blive underprioriteret: 

“Musikken hos DR skal give folk et indtryk af resten af verden og forskellige genrer. Folk, der ikke kommer fra Danmark, skal have noget, de kan genkende. Og det her billede er ikke alsidigt,” siger han.  

Søndergaard påpeger dertil, at det er en “public service-forpligtigelse at præsentere danskerne for verdensmusik og at give dem en mulighed for at lytte til det.” 

Enhedslisten har ikke den samme indflydelse i folketinget, som da aftalen blev indgået. Søndergaard lægger dog vægt på, at han ville bede om at få reglerne for diversitet indskærpet yderligere, hvis Enhedslisten stadig var støtteparti.  

I den anden ende af Folketinget ser Kulturordfører Mikkel Bjørn (DF) imidlertid anderledes på sagen. Han har svært at ved at forestille sig, at DF ville behandle emnet politisk, for han har det fint med, at DR’s kanaler primært spiller vestlig musik:  

“Jeg synes, vestlig kultur er den bedste kultur i verden, så det har jeg ikke noget problem med,” siger han. 

“Synd for danskerne” 

P3 og P4 er forpligtede til at spille dansk musik i mindst halvdelen af deres sendetid. Derfor fylder musik fra danske kunstnere klart mest i statistikken over de spillede kunstnere.  

Problemet er, ifølge flere eksperter på området, at de resterende 50 procent næsten udelukkende udgøres af kunstnere fra lande, der kulturelt ligner Danmark meget; Storbritannien, Nordamerika og Oceanien.  

Musik fra andre kulturer end vores egen kan nemlig gøre os nysgerrige og kan ligefrem få os til at blive mere rummelige og empatiske overfor andre mennesker. Det mener kreativitetsforsker Tatiana Chemi: 

“Det gør os opmærksomme, når vi præsenteres for lyde og rytmer, vi ikke kender. Og hvis oplevelsen bliver guidet af en lærer eller en vært, kan det bidrage til en større forståelse af andre kulturer. Vi kan blive mere empatiske overfor folk, der ikke ligner os selv,” siger hun.  

Ifølge musikantropolog Eva Fock er det ikke er underligt, at radiokanalerne spiller mest vestlig musik, da vi bor i et vestligt land. Men hun mener også, at vi ikke bliver udfordret af det danske radiobillede, og at det “synd for alle danskere”, når radiokanalerne vælger at præsentere så lidt ikke-vestlig musik.  

Og netop det – at vi skal udfordres, at nysgerrigheden skal pirres – er det vigtige ifølge Fock, snarere end at der bør eksistere dogmer om, at der skal spilles så og så mange kunstnere fra en bestemt række lande.  

“Vi gør os dummere end vi behøver at være. Jeg hører selv svensk P2 af samme grund – de er nysgerrige. For mig handler det ikke om repræsentation, men om nysgerrighed,” siger hun. 

DR arbejder med en “helhedsforståelse af mangfoldighed” 

Vi har kontaktet P3, P4 København og P6 Beat, men ingen redaktører eller musikansvarlige har haft mulighed for at stille op til interview.  

Ralf Richard Strøbech, der er musikchef på DR, svarer dog i et skriftligt svar, at DR ikke som sådan arbejder med at registrere mangfoldighed på flere parametre: 

“Vi opererer med en helhedsforståelse af mangfoldighedsbegrebet. Det er vores samlede udbud, der skal være mangfoldigt og afspejle samfundet omkring os. Ud over køn og danskprocenten opdeler vi ikke musikkens ophavspersonerne yderligere,” skriver han og fortsætter: 

“Det er altså på tværs af vores samlede udkomme, at vi skal være mangfoldige, ikke inden for alle vores programudbuds delelementer.” 

Strøbech påpeger i den forbindelse, at der på DR er enkelte programmer, der fokuserer på at spille musik fra ikke-vestlige lande. Han henviser til radioprogrammet “Vistis Vinyler”.  

“Vistis Vinyler” sendes på P8 Jazz. Strøbech kommenterer ikke direkte på, at musikken på flere af DR’s mest lyttede radiostationer næsten udelukkende er fra Europa og USA.  

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer