I 2021 blev der beslaglagt det hidtil laveste antal ecstasy-piller. I alt beslaglagde politiet 6.343 ecstasy-piller på landsplan. Det er det laveste antal, siden politiet i år 2000 begyndte at lave statistik på området. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at politiet er blevet dårligere til arbejdet, mener forsker.

Af Frederik Løkkegaard og Anton Dahl Andersen
Kun 6.343 piller blev fanget af Danmarks politikredse i år 2021 – det laveste antal i over 20 år.
Men betyder det så, at politiet har ydet en mindre indsats end i 2020? Ikke ifølge Thomas Friis Søgaard, lektor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet:
“Indsatsen fra politiet er den samme fra år til år. Man kaster simpelthen et fiskenet ud og håber og ser, hvor mange fisk, der er i nettet.”
“Der bliver i høj grad beslaglagt piller fra enkeltpersoner, mens større fund er sjældnere. Et element i ‘The War on Drugs’ er at forsøge at reducere efterspørgslen gennem forskellige kampagner, men også gennem et større fokus på brugerne”, siger Thomas Friis Søgaard.
Thomas Friis Søgaard lægger vægt på, at antallet af beslaglæggelser ligger nogenlunde stabilt, men at mængden fluktuerer.
“Der er en stor grad af tilfældighed og held i det her. Et år finder man måske en hel container, mens det andre år kun er beslaglæggelser af enkelte piller, der finder sted”, siger Thomas Friis Søgaard.
I 2017 blev der til sammenligning beslaglagt hele 2.731.476 piller. Det store antal skyldes dog et stort enkeltfund i Københavns Politikreds.
Rødby-Puttgarden, Padborg og pillerne
Hvis man ser på, hvordan fundene er fordelt på de enkelte politikredse, tegnes et andet billede. Her er det især Syd- og Sønderjyllands Politikreds og Sydsjælland og Lolland Falsters Politikreds, der skiller sig ud. Hvis man ser bort fra outlier-året 2017, er det nemlig de to politikredse med de største fund målt per indbygger.
Sydsjælland og Lolland Falsters Politi har i årene 2016-2021 (uden 2017) beslaglagt over 65 piller per 1.000 indbyggere, mens der i Syd- og Sønderjylland i samme periode blev beslaglagt knap 62 ecstasy-piller per 1.000 indbyggere. Til sammenligning blev der i disse år blot beslaglagt omkring 10 per 1.000 indbyggere i Københavns Politikreds.
Der er altså beslaglagt over 6 gange så mange piller i grænse-politikredsene. Der er generelt store udsving i, hvor meget ecstasy, der bliver beslaglagt fra år til år. Det er der flere årsager til.

En af forklaringerne på denne skævhed kan være, at begge politikredse arbejder ved grænsen.
Anton Havegård, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjælland og Lolland Falsters Politi, peger på, at tallene ikke nødvendigvis er et udtryk for, at der er flere ecstasybrugere i politikredsen, men at kontrollen i området er anderledes.
“Vi ved jo ikke, hvor pillerne skulle være endt. De kunne lige så godt være på vej til Sverige eller Norge. Det er her i kredsen, den store kontrol foregår, så derfor er det kun naturligt, der er en skævhed i tallene”, siger Anton Havegård.
Syd- og Sønderjyllands Politi giver samme forklaring.
Thomas Friis Søgaard er enig i politiets analyse – arbejdet ved grænsen påvirker tallene. Han mener heller ikke, at man kan konkludere, at politiarbejdet var ringere i 2021 end tidligere. Det er erklærer begge politikredse sig også enige i.
Det har ikke været muligt at indhente data fra år 2022, ligesom data fordelt på politikredse kun går tilbage til 2016.