JM4-Data-Ugeprojekt-Amalie-Cecilie-Nicoline

Inflationen har ramt julen, men anden og flæskestegen er hellig. Her sparer du flest penge på julemiddagen

December nærmer sig, og det samme gør de mange juleudgifter, der hører med årets sidste måned. Vi har sat os for at undersøge, hvor der er mest at spare på julemaden –  og der er penge at spare.

Af Amalie Dinesen, Cecilie Lillelund og Nicoline Winther

Inden længe ringer klokkerne ind til julefest. For de fleste danskere betyder det god mad, hygge og gaver. Men for andre klinger julen på noget helt andet. Julen er nemlig ikke kun en hyggelig tid, men en tid med mange udgifter. Redaktionen har sat sig for at undersøge, hvor du kan få den billigste julemiddag. Efter grundig gennemgang af fem supermarkeder, er resultatet hele 119 kroners forskel på den klassiske julemiddag. 

Inflationen har med krigen i Ukraine for alvor sat spor, ikke mindst på fødevarepriserne. Coop Danmark, som blandt andet står bag SuperBrugsen, Kvickly og Irma, tager det med i deres overvejelser, når de skal sætte priser på julens nødvendigheder. 

”Vi prøver at finde de varer, som er vigtigst for kunderne. Så det er dem, der kommer skarpest tilbud på, så de vælger vores butikker,” siger Jens Juul Nielsen informationsdirektør i Coop. 

På jagt efter tilbud

Lågen ind til grøntafdelingen i Rema går op. Vi går ind. Jagten er i gang. Et komplet julemåltid skal i kurven, med alt hvad der dertil hører. Først skal vi have kartofler. Almindelige og aspargeskartofler. Et kilo af hver. Den samme mængde æbler ryger også ned fra hylden og i kurven. 

I kolonialafdelingen finder vi 350 gram ribsgele og et glas syltet rødkål. Sukker til de brune kartofler skal der også til. Kurven bliver et kilo sødere og tungere.
Ingen jul uden smør – en klassisk pakke Lurpak med 200 gram kommer også med hjem. En halv liter fløde ryger også i kurven. En pose svesker til anden er også essentielt. 

Men menuens hovedværk er ikke for vegetarer, der skal nemlig både flæskesteg og and i kurven. Et kilo flæskesteg og en tre-kilos and tynger godt i kurven. 

Slutteligt skal vi have en pose franske kartofler, som fuldender vores indkøb. Vi finder vores vej mod kassen og betaler. 286 kroner på beløbet tak. 

Hvem er billigst?

Forbrugerekspert Lars Esbjerg forklarer, at lige når det handler om jul, går danskerne ikke på kompromis med indholdet på tallerkenen, men vi ændrer måden, vi køber ind på.

“Lige til jul vil mange nok have det, de plejer. Men man vil kigge mere på tilbud og planlægge sine køb lidt bedre end tidligere,” siger han.

Efter indkøbsturen kan vi nu sammenligne den billigste og dyreste julemiddag. De fem supermarkeder, der er med i undersøgelsen, er, Rema 1000, Netto, Bilka, Coop.dk og Nemlig.com. Vi har taget udgangspunkt i en julemiddag til en familie på fire – to forældre og to børn. De angivne piser viser, hvad den samlede julemiddag for hele familien koster. 

Den dyreste julemiddag finder du hos Nemlig.com. Her koster en komplet julemiddag 405 kroner. Særligt hvis du køber årets andesteg ved Nemlig.com skal du have den store pengepung frem. Den er nemlig 50 kroner dyrere, end ved det billigste supermarked. 

Den billigste julemiddag finder du hos Rema 1000. Her er der især penge at spare, hvis det er flæskesteg, der skal på bordet juleaften. Den koster det halve, som ved Nemlig.com. 

Julens nødvendigheder 

Selvom der igennem årene er kommet mange tilføjelser til den klassiske julemiddag, er der dog nogle ting, der ikke kan undværes. Så må vi som forbrugere gå på kompromis andre steder. 

”Anden og flæskestegen er hellige, men måske er der andre hjørner man vil skære på. Altså købe en mindre dyr rødvin eller købe en lidt billigere variant af chokoladen eller marcipanen,” siger Jens Juul Nielsen informationsdirektør i Coop DK. 

Selvom priserne er steget, afspejler det ikke vores forbrugsvaner, når det kommer til jul og julehygge. 

“Nogle vil nok skære noget fra, fordi de er presset økonomisk, men de fleste vil nok sige, at de skal have en god jul, og så må man spare andre steder. For mange danskere betyder julen så meget, at man vil gå langt for, at det bliver godt,” siger Lars Esbjerg. 

Sådan lavede vi undersøgelsen
Undersøgelsen tager udgangspunkt i priserne den 21. november 2022, hvorfor eventuelle prisfald tættere på jul ikke er taget højde for. Priserne for Netto og Rema1000 er fundet i fysiske butikker. Priserne fra Nemlig.com, Bilka og Coop.dk er fundet på nettet. Vi har taget udgangspunkt i de billigste sammenlignelige produkter, hvorfor kvaliteten kan variere.
Vi har selv udarbejdet grafer og datavisualieringer. 
Kilde: Unsplash

Rekordmange søger julehjælp. Angela er en af dem: Det er kedeligt at sidde og spise havregrød juleaften

Der bliver søgt om julehjælp som aldrig før, og ansøgernes mentale velvære er helt i bund. Det viser nye tal fra Dansk Folkehjælp og Blå Kors, der tilbyder den eftertragtede julehjælp sammen med mange andre organisationer i Danmark.

Af Amalie Dinesen, Cecilie Lillelund og Nicoline Winther

Dansk Folkehjælp lukkede for ansøgninger til deres julehjælp den 20 november. Knap 2.000 flere danskere i nød har søgt julehjælp. Den tendens går igen ved Blå Kors. Til trods for, at de endnu ikke har lukket for deres ansøgninger, har de allerede 2.600 flere ansøgninger end i 2021. Ifølge kommunikationsmedarbejder ved Blå Kors Anette Helligsø er det noget, de har fokus på. 

“Det er en markant stigning, og jeg holder øje med det hver eneste dag,” fortæller Anette Helligsø. 

Det er ved Dansk Folkehjælp ikke kun det stigende antal ansøgninger, de har øje på. Hver ansøger skal svare på en række spørgsmål i deres ansøgningsproces, og i år har Dansk Folkehjælp tilføjet et nyt spørgsmål. ‘Har du oplevet pres/stress, som følge af de aktuelle prisstigninger?’

Her svarer hele 76,6 procent, svarende til knap 13.000 ansøgere, at prisstigningerne presser dem hver eneste dag. Samtidig siger knap 9.000, at deres mentale velvære lider under prisstigningerne. Ifølge Angela Enevoldsen, mor til én med en ny på vej, er det usikkerheden om julen, der presser. 

“De fleste organisationer giver først afslag i december, så jeg ved ikke, om jeg er købt eller solgt. Ventetiden er virkelig hård, fordi man ikke ved, om man kan få den der julehygge,” fortæller den 32-årige mor fra Tørring. 

Sæt pris på julen

Ved Blå Kors har de følt sig nødsaget til at sætte satserne for deres julehjælp op, fordi de er bange for, at ansøgerne ikke vil kunne fejre jul med den gamle sats efter prisstigningerne.

“Vi uddeler et gavekort til Lidl og et gavekort til Blå Kors’ genbrugsbutikker. På grund af inflation har vi i år valgt at sætte gavekortet til Lidl op med 100 kroner, så ansøgerne får 500 kroner,” siger Anette Helligsø, kommunikationsmedarbejder ved Blå Kors. 

Ved Dansk Folkehjælp har de en af de højeste julehjælpssatser i landet. Den lyder på i alt 1.800 kroner. 

“Vi satte det op i 2021, og mange spørger os, ‘hvorfor sætter I den ikke ned, så I kan hjælpe flere?’ Men vi synes, at det skal være en meningsfuld og brugbar julehjælp. Derfor har vi valgt det høje beløb,” forklarer Peder Thoring, fungerende generalsekretær ved Dansk Folkehjælp. 

For Angela Enevoldsen er pengene altafgørende for, at hendes familie kan holde jul. 

“Vi har ikke råd til at holde jul, hvis vi ikke får hjælp. Det er kedeligt at sidde og spise havregrød juleaften, som vi gjorde for to år siden. Og problemet er, at der er flere ansøgere, så vores chancer er mindre,” siger Angela Enevoldsen. 

Sætte fokus på velvære

Dansk Folkehjælps nye og udvidede spørgeskema i ansøgningsprocessen til julehjælp skyldes, at organisationen gerne vil skabe mere fokus på udsattes velvære i juletiden. 

“Julehjælp er meget en one-off ting, hvor vi prøver at sætte fokus på den her udsatte gruppe, men også samle noget statistik på det,” siger Peder Thorning. 

Også hos Blå Kors er de meget opmærksomme på, at der er tale om en folkegruppe, der har brug for hjælp. Anette Helligsø påpeger, at grunden til overførselsindkomst ofte er opstået, fordi der er noget i livet, der er ramlet sammen – fysisk eller psykisk sygdom. Blå Kors må desværre også indrømme, at der er rigtig mange, der får afslag. 

Angela Enevoldsen har ikke de store forventninger til julehjælpen. Hun venter nærmest bare på at få afslag. 

“Jeg regner ikke med at få noget, fordi jeg er gift. Jeg har allerede fået afslag fra nogle foreninger, som Mor og Barn,” siger hun. 

Og det er da også oftest de enlige forsørgere, der kan få hjælp. Det fortæller Peder Thorning ved Dansk Folkehjælp. 

“Vores typiske ansøgere er enlige forsørgere på overførselsindkomst. Vi har selvfølgelig andre ansøgere, der ikke er enlige eller på overførselsindkomst, men der er mindre chance for, at de får det,” forklarer han. 

Sådan lavede vi artiklen
Vi startede med at indhente data og information fra de store nødhjælpsorganisationer. Herefter foretog vi interviews med deres talspersoner. Graferne er udarbejdet af os med udgangspunkt i tallene fra Dansk Folkehjælp. Vi har foretaget forskellige case-interviews.

Explainer – Kom billigere igennem julen

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer