Superligaen på hovedet: Spillerbudget og point hænger slet ikke sammen i år

Der er stor forskel på hvor mange penge en superligaklub bruger på ét point. FC Midtjylland og F.C. København sprænger rammen, men det er der en god forklaring på. 

Superligasæsonen 2022/23 har budt på mange overraskelser. Klubberne med store finansielle muskler har haft svært ved at skrabe point sammen, mens Randers og FC Nordsjælland topper med beskedne budgetter.

De forsvarende danske mestre fra F.C. København fyrede tirsdag deres cheftræner Jess Thorup, og faktisk er løverne det mandskab, der med afstand har brugt flest millioner per point i denne udgave af Superligaen. 

Tipsbladet offentliggør hver halvsæson superligaklubbernes spillerbudgetter. Med udgangspunkt i disse, kan man tydeligt se, at der er nogle klubber i den bedste danske række som overpræsterer og underpræsterer, når spillerbudgettet holdes op mod pointgennemsnittet per kamp.

Randers har i år formået at hente flest point med Superligaens 5. mindste budget, ligesom FC Nordsjælland og Viborg også får rigtig mange point for deres millioner. Men hvor er så holdene med lommerne fulde af guld?

De stores pris er steget

Brøndby, FC Midtjylland og FCK er alle i den nederste halvdel af rækken. De to sidstnævnte har endda fyret deres cheftrænere. Den sløje sæsonstart kan i den grad ses på den pris de store klubber betaler for point. 

Hos de forsvarende danske mestre er prisen for ét point i grundspillet i år hele 4,95 millioner. Det er næsten en fordobling af sidste års grundspil hvor ét point kun kostede københavnerne 2,53 millioner.

Også på Vestegnen og Heden er prisen steget bemærkelsesværdigt. Brøndby har indtil nu betalt 2,41 millioner for et point, mens prisen hos ulvene er 3,25 millioner. Sidste år betalte de henholdsvis 1,12 millioner og 2,13 millioner for et point i grundspillet.

At omkostningerne for de tre klubber med størst spillerbudget er steget så meget, er der dog en god forklaring på. 

Fodboldekspert hos Mediano Gisle Thorsen peger på, at nogle af de mindre hold har haft en klar strategi gennem flere år, og at de på den måde har fået skovlen under de store.

“Nogle af de store klubber underpræsterer, mens nogle af de mindre klubber med mindre budgetter har arbejdet godt i de senere år og høster frugterne af det.”

 “FCK har været i knæ. Brøndby har været i knæ. Midtjylland har også været i knæ,” siger Gisle Thorsen.

Så mange point får klubberne for én million kroner.

Når man ser på, hvor mange point klubberne har sikret sig per million, er det igen sværvægterne fra hovedstaden og de midtjyske ulve, der lægger sig bagerst i feltet.

FCK er rosinen i pølseenden med 0,2 point for hver million, det er en halvering af resultatet fra den forgangne sæsons grundspil, hvor de forsvarende danske mestre fik 0,4 superligapoint per million i spillerbudgettet.

Viborg topper ligaen og har scoret 14 gange så mange point per million som FCK, men man skal ifølge Gisle Thorsen være varsom med sammenligningen af de to budgetter en til en.

“De sidste point er de dyreste. Du betaler rigtig mange penge for de sidste procenter – i forhold til de spillere der kan gøre en forskel.” 

Derfor vil FCK og FC Midtjylland med deres trecifrede spillerbudgetter forventeligt være at finde tæt på bunden af statistikken, men alligevel er det iøjnefaldende, at Jess Thorup i efteråret kun har fået det halve ud af de mange FCK-millioner sammenlignet med grundspillet i 2021/22.

“Over tid siger man, at omkring 85-90 procent bliver afgjort af, hvem der har flest penge til at betale løn,” siger Gisle Thorsen, der dog tror på, at dette års Superliga kan være året, hvor et af de “mindre” hold kan løbe med titlen foran de økonomiske sværvægtere.

“Ja, det tror jeg godt. Det kunne godt være året, hvor de udnytter, at de store er lidt i knæ og dermed snyder dem. Det handler dog nok om, hvorvidt FCK eller FCM kommer i gang,” lyder vurderingen.

Peter-princippet gælder også på grønsværen

Når 85-90 procent bliver afgjort af klubbernes lønbudget, skyldes det en mekanisme, som bliver beskrevet i bogen ‘The Peter Principle’. 

Medarbejdere – her spillere og trænere – vil i tilfælde af gode præstationer sikre sig en forfremmelse. I dette tilfælde formentlig et klubskifte. 

Det ses hos de to oprykkere fra sidste sæson, der overpræsterede og denne sommer har vinket farvel til flere profiler.

Silkeborg har sendt Nicolai Vallys og Rasmus Carstensen afsted for tocifrede millionbeløb, mens Viborg har solgt, Christian Sørensen, Younes Bakiz og senest Justin Lonwijk. 

Derfor tror Medianos fodboldekspert også på, at klubberne over tid naturligt vil falde ned på et lavere niveau.

“De (Silkeborg og Viborg) mister deres spiller til større klubber, og så bliver det sværere at opretholde den succes man har,” slutter Gisle Thorsen.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer