
Billede er hentet fra pexels.com. Fotokredit: Kristina Paukshtite.
Af Anders Tantholdt Skov, Cecilie Tarp og Emma Sparre Juul Hansen Toft
Det er et faktum, at det med alderen bliver sværere at få børn. Alligevel stiger andelen af kvinder, der bliver mødre, når alderen har passeret 40. Chefoverlæge råder kvinder til ikke at vente så længe med at blive mor.
De fleste kvinder ved det: Alder og chancen for at blive gravid går hånd i hånd. Alligevel trodser kvinder i dag i højere grad det biologiske ur og bliver mødre, når alderen har passeret 40.
I 2011 blev der født 2060 børn af en mor på 40 eller derover, mens tallet i 2021 lød på 2560 børn. Det svarer til en stigning på 24 procent.
Og det hænger godt sammen med, at der i samme periode er sket et markant fald i andelen af kvinder under 30 år, der får børn. Helt konkret er det mødre under 25, der er blevet en forsvindende lille del af statistikken. Her er der tale om et fald på 40 procent.

Karriere før børn
At kvinder får børn senere i dag end nogensinde før, undrer ikke Charlotte Wilken-Jensen, der er cheflæge på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på Hvidovre Hospital.
“Det er nemmest at blive gravid, når man er mellem 20 og 25. Men mange føler, at der er en masse, de skal nå, inden de skal have børn. De skal gerne have en uddannelse, den rigtige partner, en økonomi og en bolig til det,” siger hun.
Men hun mener også, at danske kvinder glemmer én ting, når de udskyder familieforøgelsen.
“De har en tro på, at det kan lade sig gøre på samme måde, når de er 37, som da de var 25,” siger Charlotte Wilken-Jensen.
Risikoen for komplikationer stiger i takt med alderen
Det er dog ikke risikofrit at få børn i en sen alder. Risikoen forøges for graviditetskomplikationer, som alderen skrider frem. Og det kan få alvorlige konsekvenser for både mor og barn.
“Vi ved fra videnskaben, at der er fire gange så stor risiko for brystkræft hos kvinder, der får deres første barn, efter de er fyldt 30 år. Og det er der desværre ikke særlig mange, der er klar over. Derudover er der en forhøjet risiko for svangerskabsforgiftning, svangerskabssukkersyge og for at få et barn med kromosomfejl,” siger Charlotte Wilken-Jensen.
Risikoen for at få et barn med kromosomfejl – også kaldet Downs Syndrom – er 1:50, når morens alder har passeret 45. Til sammenligning er risikoen for at få et barn med Downs Syndrom kun 1:1500, når moren er mellem 15-29 år.
På kortet nedenfor kan du se, hvor i landet der blev født flest børn af en mor over 40 over en ti-årig periode. Her bonger særligt Region Hovedstaden ud med en stigning på 31 procent siden 2011.
Et råd fra overlægen
Men den største udfordring ved at vente med at få børn er det biologiske ur, der år for år gør det sværere at blive gravid. Derfor er der mange, der ender i fertilitetsbehandling. Og det kan være opslidende, hvis det ikke lykkes, siger Charlotte Wilken-Jensen.
“Mange ved ikke, hvor belastende det er at blive fertilitetsbehandlet. Det er hormonbehandlinger, det er frustrationer og sorg, håb og rutsjeture,” siger hun.
Charlotte Wilken-Jensen har derfor ét helt konkret råd til kvinder i dag: Få børn mens I er under uddannelse.
“Se at komme i gang, så får man i langt de største tilfælde ikke de samme problemer med barnløshed, og man er også meget mere fri, før man får et fast job. Men det er selvfølgelig ikke altid, at man har fundet den rigtige partner, det er udfordringen,” siger hun.